Anmeldelse: ‘Alias Grace’

Var du vild med ‘The Handmaid’s Tale’? Blev du opslugt af ‘Mindhunter’? Så kan du roligt sætte denne lille lækre haps af en serie på din to-watch list, da ‘Alias Grace’ med den nuværende #metoo-kampagne er dødaktuel i både serieverden og den glohede debat om seksuel chikane og udnyttelse. 

Skrevet af Frederikke Goth.

Det er ikke mange måneder siden, at HBO havde premiere på ‘The Handmaid’s Tale’, som er blevet vel modtaget af både publikum og kritikere. Nu har Netflix løftet sløret for den seks-episoder-lange ‘Alias Grace’, der ligesom ‘The Handmaid’s Tale’ er en adaptation af en af Margaret Atwoods romaner.

Hvis man som seer allerede har set ‘The Handmaid’s Tale’ (og hvis ikke, så få det endelig gjort!), har man formodentlig på fornemmelsen, at Atwoods fortælling vil have omdrejningspunkt i kvinden og dennes rolle, hvorfra der udfolder sig en medrivende fortælling – og det holder stik! I ‘Alias Grace’ befinder vi os dog ikke i en dystopisk verden, men derimod i 1800-tallets Canada. Dog er fortællingen stadig lige så skræmmende aktuel. 
 

Seeren følger den unge kvinde Grace (Sarah Gadon), som har været fængslet i årevis efter hun er blevet dømt for at have medvirket til mordet på to personer. En læge, dr. Jordan (Edward Holcroft), kommer til byen på forespørgsel af en gruppe, der ønsker Grace løsladt, for at undersøge Grace og vurdere hendes psykiske tilstand. Dr. Jordan har nemlig en noget anderledes tilgang til psykiatriske patienter end sine kollegaer: samtale med patienten.

Gennem disse samtaler fortæller Grace sin historie – fra hun rejste med sin syge mor, små søskende og fordrukne far fra Irland til Toronto og frem til den skæbnesvangre dag flere år senere, hvor de to mord blev begået. Hele serien igennem er det et åbent spørgsmål (for seeren såvel som karakterne), om Grace egentlig er morderen. Men når man graver lidt dybere, så handler serien om langt mere end dette spørgsmål.

Det der faktisk er på spil under denne velkendte har-karakteren-gjort-det-eller-ej-fortælling er en undersøgelse af, hvad de i serien kalder for Evas forbandelse – eller sagt med andre ord: kvindens forbandelse. Eva er naturligvis en reference til Biblens udlægning af den første kvinde på Jorden, og hvordan hun var årsag til, at både hun og Adam blev forvist fra Edens Have. I ‘Alias Grace’ bærer kvinden stadig på denne skyld og skam over at være blevet forført af slangen samtidig med, at Evas forbandelse også henviser til kvindens menstruation og mulighed for at blive gravid – altså i høj grad forbundet med kvindens køn og seksualitet.

Disse forskellige forståelser af Evas forbandelse er flettet tæt sammen i serien, hvor kvinderne (groft opstillet) enten bliver et seksuelt offer for mændene, eller også bruger kvinderne deres køn til at opnå, hvad de ønsker. Sidstnævnte ligger vel netop til grund for Graces udtale om, at hun hellere vil være en “murderess” end en “murderer”. Selv om kvinden bærer på skylden fra Edens Have, så kan hun i visse tilfælde også bruge kønnet til sin fordel: Grace har umiddelbart undsluppet galgen (i modsætning til sin mandelige kollega, der også blev dømt for mordene), og i stedet er hun blevet et objekt for nysgerrighed blandt byens borgere, for en kvindelig morder er lidt af et særsyn.  
 
Sarah Gadons præstation som Grace fejede fuldstændig benene væk under mig!Udviklingen fra den unge, uerfarne teenage-pige til den voksne, velovervejede og fængslede kvinde er imponerende godt portrætteret af Gadon. Hun formår at fange den alsidige kvinderolle i én og sammen person, hvad end det er offeret for (magt)liderlige mænd eller at benytte kønnet til sin fordel. De to meget forskellige sider af kvindekønnet er smeltet sammen i Grace, og det er aldrig helt til at vide, hvilken tangent hun spiller på, når Sarah Gadon lægger ansigt til den hemmelighedsfulde og voksne Grace.
 

Jeg vil anbefale at være opmærksom, når serien ses, da der er mange små detaljer, som giver ekstra dybde i serien, hvilket er for lækkert til at gå glip af. Detaljerne bekræfter også, at Netflix er blevet virkelig dygtige til det håndværk, det er at producere en serie af høj kvalitet (om end de har haft et stærkt oplæg i form af Atwoods roman). Disse detaljer omfatter eksempelvis karakterers navne eller tidlige udtalelser i forhold til handlingens senere udfald. Men netop fordi der er sådan en bevidsthed om detaljer som virkemiddel, og meget af fortællingen går ud på at gennemskue sandheden, så er det ærgerligt, at Netflix insisterer på at holde seeren i hånden, særligt i slutningen af serien.

I denne type serie skal seeren gerne udfordres, og det er derfor ikke nødvendigt at servere nogle af detaljernes betydning på et sølvfad, eksempelvis ved at genvise tidligere klip af, hvad der er sagt for flere episoder siden – seeren skal selv have lov til at gennemskue dette. Når det sagt, så er det alt i alt en helstøbt fortælling, og der gemmer sig sikkert yderligere detaljer, der opdages ved at se serien igen.
 
Som det er tilfældet med ‘The Handmaid’s Tale’, så kan ‘Alias Grace’ fortælle en stærk historie om kvinder og deres rettigheder uden at publikum bliver begrænset til feminister og andre med brændende interesse for kvinders rettigheder – en kunst som Atwood mestrer og som Netflix har formået at adaptere glimrende til serieformat, da fortællingen rammer bredt med et medrivende plot og en velfortalt historie. 

Anmeldelsen er baseret på hele sæson 1.

Se ‘Alias Grace‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.