Anmeldelse: ‘3%’ – sæson 2

Anden sæson af brasilianske ‘3%’ er uden de opfindsomme konkurrencer, men er til gengæld spækket med moralske spørgsmål og udfordringer. De første episoder er sløve i betrækket, men hold ud – spændingen fra sæson 1 vender tilbage.

Skrevet af Frederikke Goth.
 
Hvor første sæson af ‘3%’ fulgte karaktererne gennem Processens benhårde og opfindsomme konkurrencer, så er vinderne og taberne fundet i anden sæson: Rafael og Michele er kommet gennem nåleøjet og er dermed borgere i Ude på Havet, hvorimod de andre må blive tilbage på ludfattige Kontinentet. Det kunne jo som sådan have været slutningen på det hele. Sådan plejer det eftersigende at foregå efter Processen: De værdige flytter til Ude på Havet og glemmer tilstandene på Kontinentet, og taberne bliver tilbage, accepterer deres skæbne og får børn som en slags trøstepræmie. Men det er ikke tilfældet for Rafael, Michele, Fernando og Joana. Om end de ikke altid er enige, har nøjagtigt samme mål eller arbejder sammen, så mener de alle, at noget skal ske – Processen må stoppes og den ekstreme forskel på rig og fattig gøres mindre.

Sagt med andre ord, er det altså tid til en revolution, og hver især mener at vide, hvordan denne bør løbe af stablen. Som i første sæson giver dette anledning til spænding mellem karaktererne, hvilket stadig fungerer rigtig godt – det er fedt (og realistisk) at opleve, at de ikke bare er ubetinget gode venner alle sammen. Med planer om en revolution og interne stridigheder skulle man altså tro, at der var lagt i ovnen til masser af drama og actionpacked underholdning.

Men det er som om, at der i de første episoder er en form for stilstand. Bevares, som enhver anden serienørd, kan jeg i allerhøjeste grad sætte pris på et langsomt serienarrativ a la ’True Detective’ eller (i særdeleshed) ’The Wire’. Men denne langsommelighed i handlingen bør til gengæld give plads til en helt formidabel karakteropbygning og -udvikling, hvilket bare ikke er tilfældet i de pågældende episoder. Tværtimod er det som om, at der bare trædes vande meget af tiden, men heldigvis også med glimt af det, jeg faldt for ved sæson 1: episoder med masser af intensitet, spænding mellem karaktererne og en stemning, der gør, at miljøet i ’3%’ adskiller sig fra andre fortællinger om ekstrem ulighed i en form for postapokalyptisk verden. 

Jeg savner spændingen ved Processen med de opfindsomme konkurrencer, der virkelig fik de grimmeste sider frem i de unge mennesker, når det i bedste darwinistiske forstand kun er de stærkeste (og smarteste), som får en billet til det gode liv i samfundet Ude på Havet. Naturligvis ville anden sæson ikke blot kunne omhandle næste årgang af Processen, men det er alligevel ærgerligt, at vi kun glimtvis får Ezequiels kreative udfordringer at se. Kampen mellem Bevægelsen på Kontinentet og det etablerede samfund Ude på Havet (og så dem, der bevæger sig i området mellem de to ærkefjender) er vigtig og meget relevant, men desværre også bare udført lidt for langsommeligt på den kedelige måde. I hvert fald i begyndelsen.

Det er først i de senere episoder, at der begynder at komme nogle mere unikke elementer, der kan vække seerens nysgerrighed. Det kommer vist ikke bag på nogen seer, at Ude på Havet på mange måder er et råddent system, der godt nok tilbyder et liv i sus og dus, men også at beboerne nemt kan lukke øjnene for, hvad denne luksus er på bekostning af. Men hvad der til gengæld er knap så åbenlyst er, hvordan Ude på Havet er opstået til at starte med. Grundlæggerne er kendt som Det Stiftende Par, men snart lærer seeren, at det faktisk er en stiftende trio. Hvordan har de stiftet samfundet? Hvad er grunden til, at de isolerer sig uden at afhjælpe den ekstreme fattigdom på Kontinentet? Og hvad er der blevet af historien om den tredje grundlægger? Se, her nærmer vi os noget af den spændende historiefortælling, som vi kender fra sæson 1, men man må væbne sig med tålmodighed, da der går mange episoder før denne storyline får lov til at udfolde sig.

Hvor anden sæson til gengæld står stærkt er ved at lade Rafael få meget plads, da han er og bliver en af de mest interessante karakterer i serien. Han er ikke en helt, og oftest tænker han umiddelbart på sit eget bedste – og sløret løftes så småt for nogle moralsk tvivlsomme beslutninger i fortiden. Han er menneskelig på godt og ondt, og samtidig er han ikke rigtig til at blive klog på. Hvor ligger hans loyalitet egentlig, og er han til at stole på? Kæmper han for Bevægelsen eller sig selv? Særligt Michele bevæger sig i samme gråzone, men hun opnår alligevel ikke samme dragende autenticitet, som Rafael gør. Ærligt talt, så er hun som regel bare som en irriterende lillesøster, der kommer på tværs.

Om end sæsonen er lang tid om at komme rigtig i gang og fange seeren, så når den dog langt om længe sæson 1’s høje niveau efter nogle episoder. Særligt de allersidste episoder er fede, og karaktererne står løbende over for store valg med mulighed for egen lykke kontra et forsøg på at skaffe retfærdighed. Samtidig er intet sort/hvidt, hverken Ude på Havet eller på Kontinentet, og både seer og karakterer får øjnene op for, at samfundet faktisk er endnu mere modbydeligt end overfladen viser. Den darwinistiske kamp slutter nemlig ikke med Processen. Både i Ude på Havet og på Kontinentet kæmper mange med næb og klør for egen vindings skyld – også selv om det går ud over uskyldige, venner og familie. Det er grumt, spændende, og med håb om, at Netflix giver grønt lys til endnu en sæson, så lægges der op til en endnu vildere sæson 3.

Se ‘3%‘ på Netflix Danmark.

Anmeldelsen er baseret på hele sæson 2.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.