Anmeldelse: ‘Extinction’

I bund og grund er der tale om en god idé til en historie med et stærkt twist … desværre lever ‘Extinction’ ikke op til sit potentiale, men lader sig i stedet forfalde til klichéer og kunstig dialog.

Skrevet af Frederikke Goth.

I noget, der vist nok skal forestille en ikke alt for fjern fremtid, følger vi Peter: en familiefar og ægtemand med et mærkværdigt arbejde, hvor han kobler store stik i stikkontakter. Da vi møder ham, er han dog begyndt at være mentalt fraværende i sit ellers idylliske liv, fordi hans drømme fylder mere og mere – ikke blot om natten, når han sover, men også i hans tanker i løbet af dagen.

Peter har nemlig tilbagevendende og meget livagtige drømme om, at en slags rumvæsner indtager Jorden, og i drømmene oplever han gang på gang sin og familiens kamp for overlevelse. Han bliver med tiden mere og mere overbevist om, at der ikke blot er tale om drømme, men om en reel forudsigelse.

Som man nok kan forestille sig, så har Peter dog svært ved at få sin hustru til at købe ind på teorien, da hun mest af alt bare ønsker sig sin uafbrudte nattesøvn igen. Men der skal ikke gå længe inden nattesøvnen bliver det mindste problem, når disse meget aggressive og bestemt ikke E.T.-agtige væsner fra rummet finder vej til byen og begynder at myrde alle på deres vej. Mareridtet bliver til virkelighed og simpel overlevelse er nu førsteprioritet for Peter og familie. Men hvad vil de her rumvæsner egentlig og hvor kommer de fra? Brik for brik falder puslespillet på plads, mens familien forsøger at finde sikkerhed.
 
Mere tør jeg ikke sige om handlingen, for en af de inderste helvedsringe må uden tvivl være reserveret til de, der spoiler fortællinger. Men jeg kan godt dele min ærgrelse over det store spildte potentiale, som ‘Extinction’ i bund og grund er.
 

For der er nogen, der til at starte med har fået en god idé … En idé med en egentlig god historie, der ender i et stærkt twist. Det er spændende at udforske, hvad søren der er med de rumvæsner, og svarene er originale. Men herfra går det galt. Den gode idé bliver kvalt med et dårligt manuskript, der bærer præg af virkelig sjusket arbejde fyldt med klichéer og utroværdige karakterer.

Jeg er ligeledes fristet til at sige, at her er tale om yderst haltende skuespil for stort set alle involverede, men jeg vil alligevel ikke bebrejde castet uden videre. For når det kommer til stykket, har jeg svært ved at forestille mig, at nogen skuespillere (uanset hvor talentfulde de måtte være) skulle kunne gøre et ordentligt stykke arbejde med den kunstige dialog, manuskriptet har tilbudt dem. Som den gode Sherlock Holmes siger: ”I can’t make bricks without clay.”

Med en dygtigere (eller måske blot tålmodigere) manuskriptforfatter og instruktør kunne vi formodentlig være endt med en overordnet set god film. Den ville næppe vælte sig i Oscar-statuetter, men her kunne være tale om velkonstrueret underholdning med noget på hjerte. Som bekendt forholder det sig dog sådan, at hastværk er lastværk, hvilket ‘Extinction’ er et glimrende eksempel på. Filmen efterlader i hvert fald et indtryk af, at det er gået lidt for hurtigt med at få omsat den gode idé til en færdig film. Tilbage står spørgsmålet: Bør man græde over spildt potentiale?

Se ‘Extinction‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.