Anmeldelse: ‘Hollywood’ – sæson 1

‘Hollywood’ er en underholdende omgang “hvad nu hvis” med godt skuespil fra et fantastisk skuespiller-hold under kyndig ledelse af den travle serieskaber Ryan Murphy. Hans sædvanlige skildring af minoriteter er her i fuld centrum i det flamboyante drama om drømmefabrikken, dog uden at det bliver dybdegående, som man kunne have håbet det.

Skrevet af Michael Larsen.

Jeg er altid fascineret af hvad nu hvis-konceptet. Det er en spændende måde at udforske alternativer i menneskehedens verdenshistorie og den meget produktive serieskaber Ryan Murphy har taget det koncept sammen med sin medskaber Ian Brennan og har udnyttet det til egen fordel. Med sit andet samarbejde med Netflix har Murphy vitterligt skabt hans egen version af drømmefabrikken Hollywood med miniserien ‘Hollywood’.

Virkelighedens Hollywood fra 1940érne var som bekendt længe om at anerkende minoriteter som sorte, asiater og homoseksuelle, men i denne her serie er det dem, der er de store stjerner der skaber fremgang, da en mulighed opstår. Så med andre ord, drop historiebøgerne, mens man ser ‘Hollywood’!

Vi følger i ‘Hollywood’ et hold af forskellige unge håbefulde talenter og deres drømme om at slå igennem i filmindustrien hos det fiktive filmselskab Ace Studios. Den sorte og homoseksuelle forfatter Archie (Jeremy Pope som er seriens store overraskelse) og den halvt filippinske instruktør Raymond (Darren Criss) forsøger at lave filmen ‘Peg’, der på mange måder er forud for tiden.

Raymonds kæreste, den mørke skønhed Camille Washington (en fin Laura Harrier) er tit i konkurrence mod den blonde wannabe-stjerne Claire Wood (morsomt spillet af Samara Weaving) om de gode roller, men nu er der kamp om titelrollen som skuespillerinden Peg Entwistle, der begik selvmord ved at springe ud fra det legendariske Hollywood-skilt. Alt imens prøver den naive skuespilleraspirant Jack Castello (David Corenswet) at navigere rundt i den skøre by og tjener penge som gigolo for at forsørge sig selv og hans gravide kone Henrietta (Maude Apatow). Alle de skæbner samt en noget alternativ portrættering af fortiden er drivkraften i serien.

‘Hollywood’ er uden tvivl skabt ud fra de bedste intentioner om at sætte fokus på minoriteter og deres ret til at fortælle deres historier, som kun de kan gøre det. Men serien gør ikke den større indsats i at komme dybere ned i det ellers spændende stof, så det bliver desværre på overfladen. Brugen af historiske berømtheder som Rock Hudson, Harry Wilson og Anna May Wong sammen med de fiktive figurer er risky business, for der tages visse friheder med skildringerne af dem, som jeg ikke vil afsløre her.

Som traditionen tro er med Ryan Murphys produktioner som tæller ‘Glee’ og ‘American Horror Story’, så er der intet subtilt ved ‘Hollywood’. Der bliver ikke sparet på flamboyant skuespil og saftige sexscener i hver et afsnit af det spøjse Hollywood-drama. For filmnørder er der spændende scener om hvordan man skabte film dengang fra en tid før digitale løsninger. Så man bliver som fan af filmhistorie generelt imponeret af gengivelsen af den gamle æra.

Det gode gruppeindsats fra de mange dygtige skuespillere og et visuelt forførende tidsbillede er højdepunkterne i ‘Hollywood’, der kunne have fortalt sin historie mere dybsindigt og knap så poppet. ‘Hollywood’ er en munter og sjov tur tilbage i filmhistorien set via nutidigt optik, men betragt det ikke som andet end det.

Se ‘Hollywood‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.