Edward Norton og Dave Bautista med i Netflix-filmen ‘Knives Out 2’
12/05/2021 | FlixfilmDet er kun lidt over en måned siden, at streamingtjenesten Netflix kunne annoncere, at de har købt rettighederne til ‘Knives Out’ for mere end 2,5 milliarder danske kroner.
Netflix afslørede dertil, at en ‘Knives Out 2’, samt en ‘Knives Out 3’ allerde var under udvikling.
Filmen har naturligvis Daniel Craig (‘007’) tilbage i hovedrollen, men nu kan streamingtjenesten bekræfte, at den engelske skuespiller for selskab af to store stjerner i den første efterfølger.
Der er tale om Edward Norton, som blandt andet kendes fra ‘Moonrise Kingdom’ og ‘American History X’, samt Dave Bautista fra ‘Guardians Of The Galaxy’ og den kommende Netflix-film fra Zack Snyder, ‘Army Of The Dead’.
Artiklen fortsætter under annoncen
Casting-nyhederne antyder, at Netflix er fast besluttet på at skabe en værdig og succesfuld efterfølger til den originale biograffilm fra 2019.
Rian Johnson har skrevet efterfølgeren og vil sidde i instruktørstolen – præcis som det var tilfældet med ‘Knives Out 1’.
Den første ‘Knives Out’ er et klassisk, men samtidig moderne mordmysterium, hvor den skyldige skal findes efter en aldrende rigmand dør aftenen efter sin 85-års dag under mystiske omstændigheder – og hele familien er naturligvis under mistanke.
Der er ingen oplysninger om hvornår ‘Knives Out 2’ får premiere på Netflix, men optagelserne begynder i Grækenland til sommer.