Anmeldelse: ‘The Power of the Dog’

Jane Champions egentlige første film i over 10 år er et slow-burn drama om forholdet mellem tilknappet maskulinitet og en undertrykt seksualitet med en storspillende Cumberbatch i front.

Skrevet af Søren Meinertz.

Vi befinder os på en ranch i Montana i midten af 1920’erne og de to brødre George og Phil Burbank kunne ikke være mere forskellige. Phil driver kvæget sammen med de ansatte på ranchen, bader nøgen i søen og kan kastrere dyr med et enkelt knivhug. Han nyder enorm respekt på gården med sin no-nonsense tilgang, hvorimod man næsten altid ser George i et jakkesæt, renskuret og næsten underkuede facon.

Da George en dag gifter sig med indehaveren af den lokale kro og dermed hendes tilbagetrukne søn, Peter, i medgift, øjner Phil en mulighed for at få nogle nye ofre at tyrannisere. Han udvikler dog også snart et venskab med Peter. Kunne dette være ægte hengivenhed eller er det blot endnu et brik i Phils spil med de to nyankomne.

Der har altid været en stærk Freudiansk forbindelse mellem ekstremt maskuline miljøer og den undertrykte seksualitet. Se bare på Stanley Kubricks Dr. Strangelove og Full Metal Jacket, der begge bruger krigen som metaforisk penismåling de mandlige karakterer imellem. I Power of the Dog er settingen den sidste bastion af maskulinitet; nemlig kvægdriverbranchen. Phil bemærker til Peter i en scene, hvor han snakker om sin mentor Bronco Henry: “They were real men back then”.

Generelt lurer Bronco Henrys skygge over en stor del af filmen selvom vi aldrig ser ham, men vi forstår hurtigt at de to brødre ikke har det bedste forhold til deres forældre, og derfor har især Phil været nødt til at spejle sig i andre forbilleder, og da vi endelig lærer sandheden om Phils sammenbidte facon i slutningen af første halvdel af filmen, giver det ekstra pondus til filmens anden halvdel og tvetydige slutning.

Tvetydigheden er nemlig det bærende element i filmen og især i forholdet mellem Phil og Peter, hvor Kodi Smith-McPhee og Benedict Cumberbatch leverer fortræffeligt underspillet skuespil. Vi er aldrig helt sikre på, hvor meget der er påtaget facade og hvor meget der er ægte hengivenhed i forholdet. Selv Peter er måske heller ikke den tilbagetrukne enspænder han giver sig ud for at være.

Fokus på dette forhold gør, at store dele af Georges og Roses forhold forfladiges en smule. Man er bestemt aldrig i tvivl om, at de holder af hinanden og Jesse Plemmons og Kirsten Dunst gør det godt i deres roller, men virker også mere som katalysatorer for det egentlige drama end selvstændige figurer.

Derudover er der også nogle mærkværdige spring i tid, som måske mere end noget andet skal cementere at vi er vidne til en mere tematisk fortælling end et plot-drevet narrativ. Og det er bestemt dragende langt hen ad vejen og billederne af den majestætiske Montana-natur er utroligt velkomponerede og Johnny Greenwoods stille, men intense, musik er noget af det bedste han har lavet siden mesterværket There Will Be Blood, der også handlede om en følelsesmæssigt tilknappet mand.

‘The Power of the Dog’ er et ægte slow-burn drama, og vil derfor langt fra appellere til den brede Netflix-skare, men sætter man pris på underspillet skuespil, smukke billeder og en tematisk drevet fortælling, så er denne film et godt valg.

Se ‘The Power of the Dog‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.