Anmeldelse: ‘Baby’ – sæson 1

To smukke piger udforsker Roms natlige underverden i den nye serie ‘Baby’. Idéen er ellers god og lovende, men serien mangler noget pikant farlighed og ender derfor noget fesen. Det er som at se en typisk amerikansk teenage-serie men gjort på italiensk. Fra netop det land forventer man noget lir og intensitet, men i stedet ender ‘Baby’ som et fedtfattigt produkt trods de gode intentioner.

Skrevet af Michael Larsen.

Italien er et smukt land og har en sand rigdom af kultur, lækker mad og smukke kvinder. Og så er landet også med på den internationale Netflix-scene med den nye serie ‘Baby’, hvis titel popper frem på skærmen med fede lyserøde bogstaver! Vi følger de to smukke piger Chiara (Benedetta Porcaroli) og Ludovica (Alice Pagani), der bor i et af Roms fineste kvarterer for rige mennesker. Trods de trygge og lækre rammer omkring dem, savner pigerne noget spænding i livet, mens hormonerne raser i dem. De søger tilflugt i byens glamourøse men skumle underverden, hvor de fører sig frem som sexede escortpiger. Men som de vilde og seksuelle eventyr eskalerer, så får pigerne det sværere og sværere med at skjule deres dobbeltliv for familier og klassekammerater…

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det gode, franske drama ‘Ung og smuk’, da jeg så ‘Baby’. Den film udforskede netop en teenagepiges hemmelige liv som escortpige og håndterede dramaet med den rette form for erotik. Gad jeg kunne sige det samme om ‘Baby’. Dertil er serien for svag i portrættet af pigernes dunkle og frække dobbeltliv og det er forbavsende, når nu serien er inspireret af en virkelig skandale med samme scenarie.

‘Baby’ har allerede skabt kontrovers og er blevet mødt med beskyldninger fra organisationen The National Center on Sexual Exploitation for at glorificere sex trafficking, hvilken ikke er så mærkeligt, når man tænker på pigernes aldre. Men ærligt talt nu om dagene kan folk blive provokeret af ingenting og nogle bliver det sikkert af indholdet i ‘Baby’. Men det bliver aldrig provokende, da man har valgt at berøre emnet på en letkøbt facon. Så der er absolut ikke tale om glorificering, men snarere banalisering af et alvorligt emne.

Porcaroli og særlig Pagani gør det ellers fint og har en spændende kemi sammen, der nemt kunne give historien yderlige liv, hvis man ellers havde gjort deres figurer ekstra interessante. Men ak. I stedet kører man på de slidte klicheer – en stille pige møder en vild og utæmmet tøs og deres natlige eventyr bliver aldrig rigtig intense og nærværende. Dem og deres klassekammerater slås med de tidstypiske teenage-problemer så som skolen, ens status på de sociale medier, kærlighed, sex, penge og selvfølelig mobning. Det bliver aldrig rigtig interessant, når episoderne er iscenesat, som var det Beverly Hills 90210 bare på italiensk.

‘Baby’ er noget tung og desværre kedelig taget i betragtning af emnet. Forventer man at blive pirret eller provokeret, så forvent hellere en skuffelse. For trods de gode intentioner og Porcaroli og Paganis gode samspil formår ‘Baby’ aldrig at blive vild og farlig, som den lægger op til. Serien er bare skuffende sæbeopera med en masse kedelige unger, der farer hovedløst rundt i deres forkælede tilværelse. Den kunne ligeså godt have været en dårlig reality tv-show!

Se ‘Baby‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.