Anmeldelse: ‘Blockbuster’ – sæson 1
19/11/2022 | FlixfilmNetflix’ nyeste sitcom er nostalgisk og sikker i sin humor, men er desværre også formularisk, forglemmelig og kedeligt forudsigelig i sin karaktertegning. Alle der havde håbet på et mere kantet og satirisk blik på streaming vs. fysiske medier-krigen vil være slemt skuffede.
Skrevet af Søren Meinertz.
I et afsnit af ‘The Sopranos’ proklamerer den unge gangsteraspirant Christopher, at blandingen af lugten af bland-selv-slik og gulvtæppebelægningen i Blockbuster gør ham høj. Sådan tror jeg mange af os, der er vokset op med konceptet om at tage ned til den lokale videokiosk eller den lokale Blockbuster på en lørdag aften og leje et par titler, har det, set i bagklogskabens lys.
Nu lever vi i en tid, hvor vi har alverdens titler lige ved hånden, og vi behøver endda ikke lette os fra sofaen. Og slikket? Tja. Det kan vi vel købe på tanken.
Artiklen fortsætter under annoncen
Der er åbenbart mange, der længes efter dagene, hvor de fysiske medier styrede markedet, for i 2020 fik en dokumentar om USA’s sidste Blockbuster-butik premiere. Den lå (og ligger stadigvæk) i Bend, Oregon og har tjent som inspiration til Vanessa Ramos’ nye Netflix-sitcom om den sidste tilbageværende Blockbuster. Her præsenteres indehaverne og de ansatte som psuedo-dysfunktionel familie, der taler rigtigt meget om film, og egentlig ikke tænker meget over, hvorfor de arbejder der.
Da Blockbusters hovedkvarter lukker i den første episode, bliver butikken selvejende sammen med de øvrige butikker i centeret, hvori den ligger. Det er måske også deri seriens egentlige historie ligger; historien om hvordan en lille biks kan overleve side om side med de kæmpe butikskæder (og den første episode indeholder, da også mere end et par lidt usmagelige jokes om hvordan filmmarkedet har ændret sig).
Serien fokuserer på Timmy, der er manager i den famøse videobiks. Han spilles af Randall Park, der er omgivet af mere eller mindre kompetente medarbejdere. Som medejeren Eliza, der gerne vil ud af branchen og sidder fast i et dårligt ægteskab. Hannah, der ikke forstår filmreferencer, Connie (der nok står for nogle af seriens mest trætte jokes) og selvfølgelig Percy, der ejer centeret, hvor Timmys butik er lokaliseret og kan den ene dag være en allieret og den anden dag en fjende.
Artiklen fortsætter under annoncen
Som man nok kan læse, er der tale om en ganske almindelig arbejdspladskomedie, der kunne foregå i ethvert andet miljø; nu er det tilfældigvis bare en Blockbuster, og filmreferencerne kommer da også som perler på en snor – og den snor er så lang, at man til sidst begynder at stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er sjovt at referere filmtitler.
Der var nogle gange, hvor seriens afsnit kørte derudaf og jeg rent faktisk glemte, at jeg så det. Andre gange fandt jeg en vis form for underholdning i seriens nostalgiske setting og nogle af jokesene ret sjove. Alt i alt synes ‘Blockbuster’ at summe alt det op, som man forstår ved Netflix’ sitcoms: Sikker og harmløs underholdning, der er fin nok, men som på ingen måde skiller sig ud fra mængden.
Se ‘Blockbuster‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.