Anmeldelse: ‘Blood Vessel’
17/12/2023 | Flixfilm‘Blood Vessel’ er en deprimerende, mørk og uhyggelig lille thriller, der med garanti vil efterlade sin seer med et par scener ætset fast i hukommelsen efter fjernsynet er slukket. Desværre er filmens expositionstunge udfoldelse lidt af en prøvelse, og gør en ellers interessant historie en bjørnetjeneste.
Anmeldt af Søren Meinertz.
Før streaming kom til, skal jeg være ærlig og sige, at min adgang og kendskab til film udenfor USA og Storbritannien, der ikke var i rotation eller word-of-mouth på filmfestivaler var ret så begrænset. Jeg ved i hvert fald, at jeg aldrig ville være stødt på ‘Blood Vessel’ for bare ti år siden – en overraskende effektiv nigeriansk horrorthriller.
Filmen starter med hvorledes befolkningen i og omkring Niger-deltaen er blevet påvirket negativ af forurening forårsaget af op til flere olieudslip. Især de unge i området protesterer, og en større modstandsbevægelse er i gang, da de to brødre Boma og Degbe må flygte efter et ikke overlagt mord på en militærmand. En anden der fanges i spillet er Abbey, der ikke selv er en del af bevægelsen, men må alligevel flygte sammen med sin kæreste Oylin efter Oylins far har udråbt Abbey til morder som hævn for at have gjort hans datter gravid, og de to prøver at finde vejen til et nyt liv.
Artiklen fortsætter under annoncen
Sidst men ikke mindst stifter vi bekendtskab med brødreparret Tekena og Olutu, der er på vej mod havnen, hvor de har betalt en sømand, mr. P, der også arbejder som freelance menneskesmugler, for at sejle dem i sikkerhed i Brasilien. Da de seks fremmede kolliderer på det titulære skib på deres flugt fra militæret, bliver det snart klart at Mr. P ikke kan tage sig af sine blinde passagerer, og de må nu konfrontere skibets paranoide og fuldstændigt skrupelløse ejer, der er fuldt ud overbevist om at de seks uindbudte gæster er spioner.
Filmen burger sin første time på at opbygge vores seks karakterer, således at når actionen og filmens egentlige horrorelementer for alvor slår igennem, så rammer de dobbelt så hårdt. Mange enkeltstående scener vil stå mejslet i seerens hukommelse. Et andet kærkomment element er castet, der spiller røven ud af bukserne og dette gør yderligere at man fatter sympati for deres håbløse situation, og tilføjer endnu et lag af rædsel.
Desværre er ikke alt fryd og gammen, for måden filmens historie fortælles og udfoldes på strækkes til det absolutte maksimum, og gør en ellers interessant historie noget langstrakt. Op til flere forskellige plotelementer tages op for kun at forsvinde igen, og sidst men ikke mindst er filmen fyldt med ligegyldige exposition-scener, der snildt kunne fortælles visuelt.
Artiklen fortsætter under annoncen
På trods af dette er ‘Blood Vessel’ en film, der sagtens kan ses, hvis man har lyst til en aften væk fra Hollywood-maskinen, når der skal udvælges en film til at fordøje fredagsslikket med. Der er visse plot-elementer der ikke fungerer, men dette er mere et udslag af at filmen fortælles som den gør, og ikke nødvendigvis historien selv. Det er en velspillet og uhyggelig, men også deprimerende, thriller, der gør at filmen bliver i hovedet – i hvert fald et stykke tid.
Se ‘Blood Vessel‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.