Anmeldelse: ‘Carter’

‘Carter’ har en interessant præmis, men filmen ledes i den grad i stikken af både manus og de stilistiske virkemidler, der tilsammen udgør nok én af de værre Netflix-film denne sommer.

Skrevet af Søren Meinertz.

I 2003 udkom den koreanske action-thriller ‘Oldboy’ om en mand, der lukkes inde på et værelse i flere år og pludselig slippes løs med opgaven om at finde ud af hvem der holdt ham fanget og ikke mindst hvorfor. Det var en skarp, brutal og dyster film med fantastisk skuespil og overraskende twists.

Alle disse positivt ladede ord kan ikke siges om ‘Carter’, der kun har værelset (og produktionslandet) til fælles med nyklassikeren. Men en film med et så bare-bones præmis kan der tit komme en interessant film ud af. Det sker bare ikke rigtigt her.

Midt under en pandemi vågner Carter op i et værelse uden at vide hvem han er eller hvordan han havnede på værelset. Alt han har er en form for chip i baghovedet, en eksplosiv ladning i sin mund og en fremmed stemme i sit øre, men det er den stemme han må lytte til, hvis han skal gøre sig håb om at overleve den kattepine han sidder i.

Der bliver virkelig truffet nogle bizarre filmiske beslutninger i ‘Carter’. En af disse er at prøve at få hele filmen til at fremstå som ét langt one-take, hvilket det åbenlyst slet ikke er. Undertegnede stiller sig ekstremt undrende overfor dette kreative påfund, da det ikke synes at have nogen tematisk betydning, men blot gøres fordi andre mere populære film har gjort det … men det er altså ikke nok, og det begyndte at genere og distrahere mig mere og mere efterhånden som de åbenlyse klip åbenbarede sig.

Denne gimmick ødelægger også det, der kunne være blevet filmens redning. Eksempelvis er kampscenerne rigtigt godt koreograferet, men pga. den frygtelige klippestil, går al den kreativitet til spilde. Historien efterlod mig lige så forvirret som Carter selv, og jeg var aldrig sikker på, hvem der var hvem eller hvem var på hvis side.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke aner om det er meningen, at filmen skulle struktureres så forvirrende, men hvis det spørgsmål ikke har åbenbaret sig inden rulleteksterne (spoiler alert: det gjorde det ikke), så har det nok ikke helt været meningen. Der var simpelthen for meget at fokusere på i den alt for lange spilletid.

Den bedste måde jeg kan forklare oplevelsen ved at se ‘Carter’ er at den udspiller sig nærmest som en mission i et computerspil, du kæmper dig igennem for første gang. Du er aldrig helt sikker på, hvad der foregår eller er omkring det næste hjørne, men bare ikke på den der fede ”på-kanten-af-dit-sæde”- måde. De frygtelige stilistiske valg som filmen tager, gør hele miseren til en sand prøvelse at komme igennem, og er ydermere med til at underminere de få ting, der kunne have fungeret.

Kort sagt er det virkelig både en skuffelse og en grim reminder om, hvad der sker, når mindre talentfulde manusforfattere og filmfolk stjæler med arme og ben fra hvad de synes er godt.

Se ‘Carter‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.