Anmeldelse: ‘Clickbait’

‘Clickbait’ er en serie, der lever op til sit navn. Den tager fat i nakken på dig, og efterlader dig med en følelse af umiddelbar tilfredshed, før den lige så stille forlader din bevidsthed igen. Med andre ord: Det er ikke særligt dybt eller sofistikeret, men meget underholdende og binge-værdigt.

Skrevet af Søren Meinertz.

Da jeg var omkring halvvejs i ‘Clickbait’ blev jeg mindet om, hvorfor Netflix-serier blev så populære til at begynde med. Det er en serie fyldt med mere eller mindre kendte skuespillere, der med stor indlevelse kaster sig ud i et sindrigt plot, der ikke altid giver mening, men simpelthen er pacet så godt, at du er villig til at gå på kompromis med det.

Serien omhandler Nick Brewer, der en dag dukker op i en internet-video, hvor han holder skilte op med udsagn som ”I ABUSE WOMEN” og ”AT 5 MILLION VIEWS, I DIE”. Selvsagt spreder videoen sig på nettet som en steppebrand, og snart er det det eneste, der synes at være af interesse, når der skal bruges tid med ansigtet nede i telefonen eller tabletten. Men hvem er Nick Brewer?

Det spørgsmål besvares gennem Nicks familie: Hans impulsive søster Pia, moderen Andrea, hans chokerede kone Sophie samt deres to børn, Ethan og Kai. De bor i et tætknyttet samfund i Oakland, og snart begynder Nicks forsvinden også at påvirke deres liv. Sophie’s kollegaer hvisker om hende bag hendes ryg, Ethan og Kais skolekammerater ignorerer dem, journalisterne begynder at slå lejr ved deres bopæl, og spørgsmålet alle stiller sig selv er: Hvorfor skulle det ske for Nick? Eller måske rettere: Hvad har Nick gjort?

Hver af seriens otte episoder fokuserer på en bestemt karakter (The Wife, The Detectiv etc.) og først får skud står Nicks søster, Pia, der er konfliktopsøgende, tager alting personligt og som føler sig skyldig over, hvordan de to søskendes sidste samtale sluttede. Derefter skifter perspektivet til konen Sophie, der desperat prøver at holde familien samlet.

Senere kommer vi til Ethan og Kai, der bruger det meste af deres tid online, og derfor nærmest får et symbiotisk forhold til dét, der sker med deres far. Vi har også journalisterne, hvis episoder bidrager meget til ‘Clickbaits’ spørgsmål omkring netop clickbait.

Denne perspektiv-gimmick ved serien er ikke så meget gjort for at opstille en ‘subjektivitet mod objektivitet’ – problematik. I stedet vælger serien at lade hver episode være et kig ind i hver af karakterenes liv, og skuespillerne har det tydeligvis sjovt med rollerne.

Seriens anker er Zoe Kazan som den impulsive Pia, der står i rigtig god kontrast til Betty Gabriels langt mere afdæmpede og tilbageholdende Sophie. Og så er Phoenix Raei også rigtig god som den glatte politimand, og hvor er det rart at se en mand med iranske rødder, der ikke spiller en terrorist eller har et indblik i terrorismens verden.

Der er dog ikke megen dybde i karaktererne, da serien fokuserer langt mere på plot-twistene end de mennesker, der skal agere i det. Helt galt er det med Kai og Ethan, som plottet nærmest behandler som ubelejlige nærmere end vigtige for historiens udfoldelse.

Til syvende og sidst, har ”Clickbait” ikke ét gennemgående budskab om vores online-kultur. Den flirter med en masse idéer som den hverken får bagt helt eller halvt færdigt før det næste plot-point kommer.

De kunne f.eks. have leget mere med ideen om, hvordan chatrum og message boards kan føre til paranoia eller hvordan medierne behandler folk alt efter hvilken etnicitet de har, men en serie der gjorde det, ville ikke have været nær så underholdende, og i sidste ende, en lille smule fjollet. Men underholdt, det er man som seer og man sluger afsnittene som en iskold cola på en varm sensommerdag.

Se ‘Clickbait‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.