Anmeldelse: ‘Cobra Kai’ – sæson 3

Tredje ombæring om de konkurrerende senseis i the Valley sætter endnu et både charmerende cheesy, dybtfølt og underholdende karatehug ind, hvor kampen både inden- og udenfor dojoen spidser til.

Skrevet af Søren Meinertz.

Advarsel. Anmeldelsen indeholder spoilers.

Det er nu to år siden, at ‘Cobra Kai’ fik premiere som en YouTube Original. Siden da er det gået stærkt med anerkendelsen takket være seriens alt andet end lemfældige omgang med ‘Karate Kid’- mytologien, og den fortsatte rivalisering mellem Johnny Lawrences kobraer og Daniel LaRussos standhaftige bonsai’ere. I sommer blev distributionsrettighederne opkøbt af Netflix og det har kun givet serien mere vind i sejlene, og allerede nu er holdet så klar med tredje sæson.

Efter anden sæsons neglebidende cliffhanger og det brutale skoleslagsmål, lægger både Daniel og Johnnys rygte i ruiner; Daniels bilforretning mister kunder, og Johnny føler sig skyldig over både at have mistet sin dojo til John Kreese og med Miguel svævende mellem liv og død på hospitalet. Samtidig er Johnnys søn Robby på flugt, og Daniels datter Samantha døjer med efterdønningerne af hendes nervepirrende konfrontation med den aggressive Tory.

Når man kombinerer det med lokalsamfundets nyfundne frygt for karate grundet skoleslagsmålet og John Kreeses stadigt mere grænseoverskridende træning i Cobra Kai, bringer det fjendskabet på kogepunktet, men uventede skikkelser fra fortiden står klar til at hjælpe.

Tredje sæson af Cobra Kai skal fra første frame nå at løsne op for og binde mange plotmæssige knuder, og det gør serien for det meste med vanlig fortællermæssigt overskud, der både hylder de gamle film samtidig med, at den bringer et moderne syn på de gamle konflikter og bringer nye nuancer til de hårdt prøvede karakterer. Mest spændende er undersøgelsen af Johhn Kreeses fortid, selvom man nu allerede havde bygget hans oprindelse op i hovedet.

De fleste af karakterenes historier er, som i de foregående to sæsoner, fermt håndteret med sin helt egen charmerende blanding af cheese, drama, humor og masser af karatespark. Det føles dog lidt som om, at Johnny i sæsonens første halvdel skubbes lidt ud til fordel for Daniels tilbagevenden til Miyagis fødeø, Okinawa, der på trods af nogle følelsesmæssigt hjertelige scener også føles en smule som narrativt tidsfordriv.

Samtidig er jeg lidt skuffet over, at Miguels rehabilitering ikke fylder mere i sæsonen. Det er som om, at forfatterne ikke rigtigt har vidst hvad de skulle med det plot, og derfor blot forfalder til nogle sjove, men også letkøbte jokes og montager, og vupti! Så er han oppe og sparke røv igen med det samme. Men samtidig kan jeg ikke være så vred på det, fordi serien virkelig giver emotionel vægt til de ikke altid lige troværdige scenarier, fordi karaktererene er så godt etablerede og sympatiske.

Samtidig er kampscenerne endnu engang rigtigt flot koreograferet, og der er en basal intensitet i enhver udveksling, der forhøjes jo tættere vi kommer på det fremragende klimaks, der kan fungere som både afslutning og en ny begyndelse (fjerde sæson skulle dog allerede være sat i søen, så jeg tror mest på det første).

Endnu engang er William Zabka og Ralph Macchio fantastiske i hovedrollerne som de evige kamphaner, Johnny og Daniel. Især Zabka kan levere sine replikker med en både tørhed, dramatisk indlevelse og en komisk timing, der ikke er mange moderne serier forundt. Faktisk er hans præstation meget sigende for serien; et miskmask af forskellige toner, som egentlig ikke burde fungere så godt sammen, men det gør det.

Samtidig er Xolo Mariduena endnu engang rigtig god som Miguel, Mary Mouser er en ren bad-ass som Sam, Tanner Buchanan gør sit hidtil bedste arbejde som Robby (selvom karakteren ikke altid er min kop te), Peter Bertrand er suveræn som Hawk og selvfølgelig er Martin Kove vidunderligt både underspillet og over-the-top som seriens absolutte antagonist, John Kreese. Jeg kan dog stadig ikke helt greje Daniels kone, der stadig kun virker som en karakter, der er skabt for at få plottet til at gå op.

‘Cobra Kai’s tredje sæson er kort sagt (næsten) endnu et pletskud. Den er cheesy på en charmerende måde, men er samtidig heller ikke bange for at give følelserne frit løb, når det gælder og det er en kæmpe cadeau til skuespillerne, at de kan balancere mellem dette. Jeg håber dog, at serien kan fastholde sit fokus på Johnnys historie i fremtidige sæsoner, for uanset hvordan man vender og drejer det, er hans historie seriens hjerteblod. Dette kunne måske gøres ved at skære ned på de mere perifære elever i de respektive dojos.

Indtil vi får syn for dén sag, er der kun én ting at sige: ‘QUIET! And sit down and watch Cobra Kai. Anything else would be what pussies do!’

Fem klokkeklare karatehug!

Se ‘Cobra Kai’ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.