Anmeldelse: ‘Dirty John’ – sæson 1

’Dirty John’ er endnu en fortælling om en hjælpeløs kvinde fanget i et forhold med en kontrollerende ægtemand. Men hvad der umiddelbart ligner endnu en poleret dramaserie, emmer rent faktisk af en masse fortælleglæde og overskud.

Skrevet af Lars Møller.

I oktober 2017 udkom podcasten ’Dirty John’, produceret i et samarbejde mellem den amerikanske avis, Los Angeles Times, og podcast-produktionsnetværket, Wondery. Den sande fortælling om Debra Newells møde med den ubehagelige tricktyv og stalker, John Meehan, og et nærmere studie af Meehans person og fortid. Som det er tilfældet med mange true crime dokumentarer, både i lyd og visuelle former, søges der tit i forbryderens fortid efter svar på de forfærdelige gerninger, som ofrene vidner om. Podcasten blev så stor en succes, at der senere både blev produceret en dokumentar og nu også en dramatisering af de prøvelser, som Debra måtte igennem efter mødet med Dirty John.

Debra Newell, spillet af Connie Britton, er en fremadstormende indretningsdesigner, der efter fire knuste ægteskaber møder den charmerende og intense drømmemand, John Meehan, spillet af Eric Bana. De to indleder et stormende forhold, hvor Debra bliver forkælet med smoothie på sengen og tilpassende tempereringer af bruserens badevand hver morgen. Men Debras voksne børn fornemmer hurtigt, at noget ikke er, som det burde være med denne John. Er han ude efter deres mors opsparede formue, eller har han tænkt sig at skade hende på nogen måde? Som forholdet udvikler sig opdager både Debra og hendes børn, hvilket menneske John i virkeligheden er. Med trusler, stofmisbrug og tilholdsordrer fra kvinder i sin fortid, bærer John rundt på mere end én hemmelighed. Og da forholdet til John koster Debra kontakten til hendes familie, strammes Johns greb om den naive romantiker.

For lidt over et år siden fik jeg anbefalet den amerikanske true crime podcast ’Dirty John’, og jeg hørte podcastens seks afsnit på under to døgn. Jeg var interesseret og forfærdet over denne virkelige historie om en frygtelig mand, der gjorde alt, hvad han kunne for at snyde og skræmme alle omkring sig. Så da jeg læste, at podcasten ville blive lavet til en dramatiseret tv-serie, havde jeg med det samme forbeholdne forventninger – ville denne sande fortælling kunne skildres dybdegående nok på skærmen, eller ville den ende som endnu en poleret dramaserie? Svaret er: Ja og ja.

Seriens opbygning har et overraskende godt flow. Vi får naturlige præsentationer af alle vigtige karakterer, samt deres indbyrdes forhold. I midten af det hele står Debra og Johns forhold som roden til al konflikt. I løbet af sæsonen får vi flere flashbacks til vendepunkter i både Johns og Newell-familiens fortid. Dette flettes særdeles godt sammen med den primære plottråd, da det på fineste vis bidrager med andre vinkler på karakterne. Man fornemmer et hastigt tempo i seriens måde at fortælle på – her dvæles sjældent ved tingene særlig længe, før vi får en ny drejning eller afsløring. Generelt er serien rigtig god til at vente til rette øjeblik med at afsløre essentielle detaljer om John, Debra eller deres forhold. Al information bliver nøje præsenteret, så man fortsat stiller spørgsmålstegn helt til sæsonens slutning. Dog kan serien til tider være en smule forudsigelig, men det er aldrig noget, der ødelægger den eminente udlægning af historien.

I rollen som Debra ses Connie Britton, der desværre forbliver uinteressant og særdeles frustrerende at følge. Dette skyldes ikke kun Britton, men karakteren Debra der konstant handler naivt og giver os hjælpeløse blikke, når hun igen er på dybt vand med John. Virkelighedens Debra Newell handlede desværre også meget naivt, men det er tydeligt at mærke, at der er skruet ekstra op for Debras blåøjede overbærenhed. Eric Bana spiller John, der er omdrejningspunktet for hele serien. Bana gør det særdeles godt i scener, hvor en realistisk ubehagelighed kryber ud af øjnene på ham, når han får voldsomme vredesudbrud. Men meget af tiden virker Bana dog til at spille rollen som kontrollerende sociopat en smule neutralt – han er ”bare” endnu en stalker i en dramaserie.

I rollerne som Debras to døtre, Veronica og Terra, er Juno Temple og Julia Garner. Begge gør de et afsindigt godt stykke arbejde, og man forstår deres frustrationer, deres frygt og deres magtesløshed. Især Garner, også kendt fra ’Ozark’, gør det afsindigt godt.

Serien besidder et poleret produktionsdesign, der egentlig går fint hånd i hånd med Debras job som indretningsdesigner. Alt er pænt og gennemtænkt. Men det giver desværre også serien et overfladisk udseende, der gør alvorlige scener mindre gennemtrængende, end de kunne have været. Så man skal ikke regne med nogen visuel nyskabelse.

’Dirty John’ er en veleksekveret dramaserie, der i ny og næ tilføjer lidt ekstra drama til den ellers sande beretning. Brugen af flashbacks er veludførte og bidrager til historien samt giver karakterne den dybde, man ellers kunne frygte, de manglede. Dog lider serien under dens finpolerede og overfladiske billedside og produktionsdesign, der ofte får historien til at virke en smule mere falsk, end hvad der oprindeligt var tiltænkt. Men er man til domestic noir-genren, fungerer ’Dirty John’s otte episoder som et fortrinligt weekend-binge.

Se ‘Dirty John‘ på Netflix Danmark.

Anmeldelsen er baseret på alle afsnit i sæson 1.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.