Anmeldelse: ‘Disco Inferno’

Denne gyserkortfilm ville måske have nydt godt af at blive udviklet til en fuldlængde spillefilm, for som det er lige nu, er det visuelt og stemningsmæssigt imponerende med en fed 70er-vibe, men på næsten alle andre parametre måder lidt ligegyldig.

Anmeldt af Søren Meinertz.

Det er snart Halloween, og det ville ikke være Halloween uden at streamingtjenesterne kom ud med et vognlæs af gyserrelaterede film, serier og kortfilm. Heriblandt også den glatte kortfilm ‘Disco Inferno’, der måske kunne have nydt godt af en spillefilmslængde.

Vi starter ud i 1955 med en kvinde, Lynn, der beder om tilgivelse i skriftestolen for at have myrdet en kvinde og stjålet hendes barn. Herefter begår Lynn selvmord, og præsten står alene tilbage med et forældreløst barn i en kurv.

Herefter skifter vi til 1973, hvor det unge par Mel og Brandon øver deres dansetrin til en stor disco-konkurrence. Nu vil skæbnen, at bygningen hvor konkurrencen skal finde sted er den gamle kirke, hvor Lynn led døden og som nu danner rammen om L.A.s mest trendy natklub, Inferno. Brandon er dybt fokuseret på dansekonkurrencen, men Mel bærer på en hemmelighed, som hun ikke ved hvordan hun skal få sagt. Mel går på toilettet for at kaste op, og som vi alle sammen har lært, så kaster kvinder ikke op på toilettet medmindre de er gravide. Som det ikke var nok virker det som om at Lynns ånd aldrig har forladt den tidligere kirke, for da Mel kommer tilbage er diskoteket væk, og pludselig er hun tilbage i kirken anno 1955, og dér står Lynn med omvendte kors i begge øjne. Er Mel blevet besat? Måske, for filmen får simpelthen ikke tid nok til at folde sig ordentligt ud grundet den korte spilletid.

‘Disco Inferno’ har som sagt en god 70er-vibe kørende. Den er flashy, fyldt med farver og kostumerne er lige i skabet. Klipningen er også til tider ret god, hvor især klippene mellem natklubben og åndeverdenen hvor Lynn er fangen har en ´eerie´ kvalitet. Det vidner om at instruktør Matthew Castellanos har styr på sine filmiske virkemidler. Især med brugen af røde og orange farvetoner, bringer billedsiden mindelser om Dario Argentos mesterværk, ‘Suspiria’.

Desværre bliver filmen ladt i stikken af de ringe skuespilpræstationer. De i øvrigt ret dårligt skrevne replikker leveres med samme entusiasme som oplæsning af en indkøbsseddel, men igen er der ingen tvivl om at med bedre skuespillere og ikke mindst mere tid til at udvikle deres karakterer, så har folkene bag ‘Disco Inferno’ gang i noget, der kunne ligne en tilnærmelsesvis hæderlig spøgelsesgyser. Hovedproblemet er dog at filmen på ingen måde er uhyggelig. Især den sidste halvdel, hvor det er meningen at vi skal gyse, er øjnene nærmere ved at trille ud af hovedet på os over hvor fjollet det helle bliver; måske igen fordi at filmen ikke får lov at ånde før vi skal videre til klimakset.

Pitchet og historien kunne have dannet grobund for en solid gyser i en interessant setting med en fed og funky billedside til at løfte den, men her kommer kortfilmens format i vejen; både hvad angår spilletid og skuespilpræstationerne. Det er synd.

Se ‘Disco Inferno‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.