Anmeldelse: ‘Drawing Closer’
02/07/2024 | FlixfilmSelv folk der ikke har noget til overs for tragiske og romantiske YA-film, vil givetvis finde noget i denne forsigtige og søde film.
Anmeldt af Søren Meinertz.
Det der er med romantiske dramaer, der fokuserer på en skæbnebestemt død er, at deres intention udelukkende er at gøre os oprevet og kede af det – måske endda i forbifarten få os til at elske livet endnu mere – og det er præmissen du må gå ind på, hvis du skal have det fulde udbytte af dette japanske skud på i den populære young-adult genre. Nøjagtig ligesom ´Me Before You´ og ´The Fault in Our Stars´, leger filmen med ung kærlighed og en tragedie lurende i baggrunden. På trods af den uundgåelige tragedie, nød jeg filmens underspillede charme og sødme mere end jeg umiddelbart var forberedt på.
Artiklen fortsætter under annoncen
Mine forventninger var ikke for høje. Filmen sælger sig selv som en sentimental enddog tilbagelænet kærlighedshistorie, men filmens virkelige styrke skal findes i karaktererne. Den dødssyge Akito, der har et år tilbage at leve i, møder den ligeledes dødeligt syge Haruna, der ikke har nær så lang tid tilbage. De mødes helt tilfældigt, og Akito vælger i et godt twist, ikke at fortælle Haruna om sin sygdom, men giver hende i stedet en den livsgnist tilbage som hun har savnet.
Da Akito møder Haruna, er han nede i et dybt følelsesmæssigt hul. Han har lige fået de tragiske nyheder om at hans unge liv bliver endnu kortere, og er totalt uforberedt på, at Haruna glæder sig til at komme i himmelen, og hvor positivt hun tager sin situation.
Det er en klassisk ´boy-meets-girl historie´, hvor begge karakterer har noget at tilbyde hinanden; én har brug for at værdsætte den tid hun har tilbage, den anden skal finde en grund til at nyde livet før han dør. Det er den perfekte opskrift på en romantisk dynamik.
Filmens styrke udspringer som sagt fra karaktererne. På trods af, at de begge lever med en dødelig sygdom, er de en inspiration til publikum om at leve livet før det er for sent i bedste Nik & Jay-stil. Dette kan være ret banalt, men når man tænker over det som et virkeligt scenarie, lyder det faktisk ikke helt dumt. Der er en ægte følelse af nærvær og sympati for vores hovedkarakterer; det føles ikke som om, at de blot er karakterer nedhæftet på en side i et manuskript. De føles, i mangel af bedre ord, ægte.
Artiklen fortsætter under annoncen
Som så mange andre film i genren, mangler historien måske en indre logik. Mødet mellem vores to hovedkarakterer virker en smule forceret, og de lider heller ikke af de helt store symptomer under filmen. Under alle omstændigheder, opfylder ´Drawing Closer´ betingelserne for en helt igennem fin adaption af en best-seller. Vil du sætte mere pris på livet bagefter? Ja. Vil du tænke mere på dine kære? Ja. Vil du få et mere virkelighedsafstemt billede af døden fremfor at tænke på den som et abstrakt, næsten mytisk, begreb? Ja.
Se ‘Drawing Closer‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.