Anmeldelse: ‘Earthquake Bird’

Alicia Vikander stjæler filmen med sin uberegnelige figur i et hedt og gådefuldt trekantsdrama, der aldrig helt rammer plet trods ivrig forsøg på at overraske. Filmen spænder ben for sig selv med sin sløve tempo, men den er en udsøgt visuel oplevelse med de betagende billeder fra Tokyo.

Skrevet af Michael Larsen.

Vi er i Tokyo i år 1989. Den smukke svenske oversætter Lucy (Alicia Vikander) der har boet i Japan i nogle år, går rundt i byens travle gader, men bliver overrasket af en mand der rent spontant tage et billede af hende. Et klik på kameraet bliver startskuddet på et hedt forhold mellem Lucy og den japanske hobbyfotograf Teiji (Naoki Kobayashi), der bruger hende som motiv til sine mange fotografier. Dog bliver forholdet forstyrret af Lucys native og rastløse veninde Lily (Riley Keough). Et trekantsdrama opstår mellem de tre hovedpersoner som resulterer i Lilys forsvinden og mistanken falder hurtigt på Lucy. For har hun gjort noget eller hvad?

Det gådefulde whodunit-mysterie og den intense romantik og erotik er drivkraften i filmen ‘Earthquake Bird’; skrevet og instrueret af manden bag Oscar-vinderen ‘Still Alice’; Wash Westmoreland efter romanen af Susanna Jones og er produceret af selveste Ridley Scott. Titlen henviser til filmens omgivelser der tit er præget af jordskælv efterfulgt af stille fuglekvidder i det fjerne, men her er der også tale om rystelser i et skrøbeligt forhold der trues af farlig jalousi.

Alicia Vikander skaber som regel dejlig sødme med sine yndige dådyrøjne, men kan sagtens skabe lige det modsatte med det samme udtryk. For som Lucy er hun totalt uberegnelig, idet historien fortælles i lange flashbacks i forbindelse med politiets afhøring af hende. Filmen er skiftevis på engelsk og japansk og begge sprog nyder gavn af Vikanders sprøde stemme. Riley Keoughs figur er med til at øge jalousi-faktoren betragteligt og hun formår at gøre noget nytte med sin tynde rolle trods alt. Noget tyndere er dog Naoki Kobayashis rolle som den mystiske Teiji, som aldrig når at blive rigtig vedkommende og Jack Hustons indsats føles som en unødvendig cameo-rolle.

På den tekniske front byder ‘Earthquake Bird’ på en flot og sanselig oplevelse med smukke billeder fra filmfotografen Chung Chung-hoon, der tidligere har samarbejdet meget med instruktøren Park Chan-wook på film som ‘Oldboy’ og ‘Thrist’. Musikalsk får ‘Earthquake Bird’ noget tiltrængt spræl fra komponisterne Atticus Ross, Leopold Ross og Claudia Sarne med deres pulserende score der bruger japanske percussion-instrumenter og elektroniske beats på forskellig vis for at illustrere Lucys tvivlsomme psyke.

Wash Westmoreland formår at skabe en fantastisk intim atmosfære med sit psykologiske drama og gør godt brug af Tokyos travle omgivelser. Men mysteriet bliver desværre begravet i en langsommelig tempo, der går ud over spændingskurven i det lange løb og det er selvom filmen gør store numre i at overraske. Det er Alicia Vikander, der yder den største indsats i ‘Earthquake Bird’ og er værd at se filmen for. Det faktum at hun lærte det japanske sprog til rollen er ret imponerende i sig selv. Men i sidst ende er filmen en kølig men flot fuser.

Se ‘Earthquake Bird‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.