Anmeldelse: ‘Eric’

‘Eric’ er noget så sjældent som en original Netflix-serie, der faktisk er Original. En serie der gaber over alt for meget, men ført stærkt an af Benedict Cumberbatch som sørgende forælder.

Anmeldt af Søren Meinertz.

Dukkemageren Vincent, der er den kreative drivkraft bag det populære børneprogram, ‘Good Day Sunshine’, får en dag en ubehagelig overraskelse: Hans søn, Edgar, forsvinder sporløst på vej til skole. Vincent bliver overbevist om, at hans søn kommer hjem hvis han færdiggør en ny dukke til programmet, som Edgar arbejdede på. Vincent begynder at kommunikere med Eric, en høj Muppet-lignende dukke, der udgør manifestationen af Vincents håb, frygt, skyldfølelse og hans generelle mentale tilstand.

Denne interaktion mellem Cumberbatch og dukken Eric har været fokuspunktet i promoveringen af serien, men faktisk udgør denne del faktisk en overraskende lille del af serien; ej heller er det seriens største styrke. Benedict Cumberbatch, er, som den flittige læser måske allerede har gættet, fantastisk som den narcissistiske Vincent, der allerede før sønnens forsvinden var en tand for brovtende omkring sit eget talent, og som serien skrider frem, begynder han at dulme smerterne med alkohol, og langsomt, men sikkert, begynder hans psyke ligeledes at krakelere. Hans allerede ustabile ægteskab begynder at vakle, vennerne forlader ham, og selv hans forældre nægter at hjælpe den desperate dukkemager.

Serien begynder at tabe momentum, da Edgar bliver fundet, og i stedet for at bruge dette mysterium som seriens anker, bliver serien mere en udforskning af 80’ernes grumme New York, hvor der stort set ikke er ét ærligt menneske at finde. Serien dykker ned i både latent racisme, børnemishandling og den systemiske bølge af had, der rettes mod det homoseksuelle miljø, da AIDS-sygdommen begynder at sprede sig.

Den bedste del af disse flagrende sidehistorier skal findes i politibetjenten Michael, en sort, skabshomoseksuel, der i al hemmelighed tager sig af sin partner, der ligger døende af sygdommen. Michael er betjenten, der udforsker Edgars forsvinden, og i forbindelse med dette, bliver han hvirvlet ind i en anden sag om et andet forsvundet, sort barn, hvis mor har kæmpet i et år på at få bare en brøkdel af den medieopmærksomhed, som Edgars forsvinden helt automatisk har fået.

‘Eric’ lægger stærkt ud, hvor både Vincents mentale tilstand og Michaels historie fungerer rigtigt godt uafhængigt af hinanden, og der er ingen tvivl om, at når der skal uddeles TV-priser burde både Cumberbatch og Mckinley Belcher, der spiller Michael, være blandt favoritterne. Desværre mistes fokus hurtigt af den myriade af subplots og sociale retfærdighedsprincipper så meget, at selv Vincent skubbes ud på et sidespor, og kommer aldrig helt i fokus igen.

Selvom jeg elsker udforskningen af det skumle 80’er New York, der har produceret oversete perler som William Friedkins ‘Cruising’ med Al Pacino, må jeg desværre også sige, at serien drukner i sine egne, tårnhøje ambitioner, og som resultat deraf bliver dramaet ikke så engagerende som det ellers kunne have været. Hvis man havde fastholdt Edgars forsvinden som seriens narrative anker, og arbejdet nogle af disse sub-plots ind i mysteriet, havde det efter al sandsynlighed virket noget bedre.

Se ‘Eric‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.