Anmeldelse: ‘Forgive Us Our Trespasses’

Denne engelske og emotionelt brutale kortfilm tvinger sin seer til at kigge ind i et kapitel af Hitlers Tredje Rige, som vi altid har kendt til, men synes at have glemt: Massedrab på handicappede børn.

Skrevet af Søren Meinertz.

Overraskende nok for en film om et så brutalt emne som massedrab, vil jeg starte denne anmeldelse ud med at snakke om vittigheder. Forleden så jeg en avisartikel om, at den britiske komiker Jimmy Carr var kommet i et stormvejr på grund af en joke om Holocaust.

Joken lyder kortfattet således: “Everybody’s talking about the six million Jews dying in concentration camps yet no one’s mentioning anything about the Romas dying, because no one wants to talk about the good things about the war.” Mange folk krævede, at Netflix fjernede Carrs nyeste special.

Samtidig kan jeg huske en joke, som den skotske komiker Frankie Boyle fortalte i 2008, der lød således: “A lot of people remember the 1936 Olympics. No one’s talking about the 1936 Paraolympics, because that’s where things really kicked off. Here’s your medal, son. Now, hit the showers.”

Mens jeg sad og så denne Netflix-kortfilm, kom jeg til at tænke på disse to vittigheder. Filmen handler om drengen Peter, der kun har én arm og bor sammen med sin mor i sidst i tredivernes Tyskland, hvor Hitlers nationalsocialister havde den politiske magt. Filmen starter med, at Peter og hans kammerater sidder i skolen og lærer, at det at tage sig af ét menneske med en arvelig sygdom eller et handicap koster mere end at brødføde tre mennesker, hvortil én elev svarer: “Then they must be killed”.

På den måde konfronterer filmen os med den ubehagelige sandhed allerede 20 sekunder inde i filmen: Det var ikke kun voksne mennesker, der gav køb på Hitlers propaganda; det gennemsyrede hele systemet.

Filmen fortæller os i sit post-scriptum, at der mellem 1939 og 1945 blev dræbt 500.000 tyskere med handicaps, mens 400.000 andre blev steriliseret, hvoraf langt de fleste var børn. Hvordan kan dette ikke fylde lige så meget i historiebøgerne og den kollektive hukommelse som KZ-lejrene?

Dette bringer mig igen frem til de to vittigheder, som jeg startede min anmeldelse ud med. Hvorfor kræves der et fuldt stop for Carrs Holocaust-vittighed, men ikke for Boyle’s joke om de paralympiske lege? Lige såvel som jeg ikke har et definitivt svar på dette, har filmen heller ikke et definitivt svar på, hvorfor over en halv million handicappede mennesker skulle lide enten tortur eller døden under 2. verdenskrig. Er udrensning af religiøse minoriteter nemmere at ‘sluge’ end udrensning af folk med kroppe, som de ikke selv har valgt? Muligvis. Men hvad siger det så om os?

Jeg beklager denne ret personlige tirade, men som menneske, der selv har et handicap, kan det være svært at forstå, hvorfor ubehageligheder for og imod handicappede skal gemmes væk medmindre der er en mulighed for at tjene nogle skillinger på de sentimentale sider af dette. Det er derfor, jeg har så stor respekt for en film som ‘Forgive Us Our Trespasses’, der, uden at blinke, går i kødet på denne problemstilling og konfronterer seeren med Peters flugt fra Gestapo.

Samtidig er det også en film om sammenhold og næstekærlighed, og alt imens Peter flygter ud i sneen, og vi kun står tilbage med de iskolde historiske fakta, kan vi forhåbentlig fundere over spørgsmålet om vi kan behandle folk bedre i vores egen tid. Selvfølgelig kan vi det, og det skal vi, men ligesom Peter skal vi kæmpe for det, for ingen kommer og tager kampen op for os.

Se ‘Forgive Us Our Trespasses‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.