Anmeldelse: ‘Goyo’

Empatisk argentinsk drama-komedie.

Anmeldt af Emil Andersen.

Emnet kan være vanskeligt, men Netflix’ nye film, Goyo, ser ud til at håndtere sin romantik med en person inden for autismespektret ret godt. Dette argentinske drama fra forfatter og instruktør Marcos Carnevale har Nicolas Furtado i hovedrollen som en museumsguide og maler ramt af aspergers, der falder for en kvinde, der er 20 år ældre end ham. Der er masser af snubletråde, men filmen undgår dem stort set og har en blid og fornuftig tilgang til en usædvanlig romance.

Historien introducerer os til Goyo, en mand med Aspergers og en dyb kærlighed til Vincent van Goghs arbejde, der arbejder som guide på Museum of Fine Arts i Buenos Aires. Hans liv er præget af en streng rutine og ender med at tage en uventet drejning med ankomsten af Eva, en ny sikkerhedsvagt, der kæmper med arrene fra en ægteskabelig krise.

Goyos fortælling fokuserer på udviklingen af et unikt forhold mellem to sårede karakterer, der i hinanden finder en måde at genopdage kærlighed og selvværd på. Nicolás Furtado leverer en overbevisende fortolkning af Goyo, der fanger både karakterens følsomhed og kompleksitet. Nancy Dupláa spiller derimod Eva med en blanding af sårbarhed og styrke, hvilket gør det svært ikke at føle empati med hendes situation.

Filmens styrke ligger i dens skildring af relationer og bånd, familiære eller andre, som hjælper dig igennem livet. Goyos primære omsorgspersoner, hans søster og svoger, er de bedste eksempler. Deres tilgang til Goyo er vidt forskellig, men hans velbefindende er noget, de begge er enige om. Førstnævnte styrer hans tilværelse i detaljer, når det gælder store beslutninger, og er af den faste overbevisning, at hans kærlighedsinteresse kun vil påvirke hans generelle funktion negativt. Sidstnævnte behandler ham mere som en kammerat, tager ham med ud til is og fodboldkampe og deler råd om dating og kærlighed.

Der er nok nuancer og følsomhed i Duplaas og Furtados præstationer til at gøre dette komplicerede, til tider sjove og rørende romantiske drama funktionelt. Furtados portræt af Goyo er nøgternt uden at være klæbrigt, og Duplaas karakteristik er stille understreget af ængstelse, nysgerrighed og oprigtig hengivenhed for denne mand. Eva er filmens stærkeste dramatiske kraft, og manuskriptet overdriver klogeligt aldrig, hvem hun er, eller hvorfor hun træffer disse beslutninger, men lader i stedet Duplaa stille og roligt indlejre karakterens venlighed i hendes handlinger.

Den subtile kærlighed, som Furtado og Duplaa nærer, synes indimellem at være under beskydning fra Carnevales instruktion, som kæmper med inkonsekvens når det kommer til tonen i filmen. Han afslutter filmen med overspændt melodrama og bruger slowmotion som et meget unuanceret middel til at understrege følelser. Mens vores hovedpersoner finder en naturlig kemi i løbet af filmens bundsolide midterste time – midt i nogle ganske vist sødladne tilnærmelser – synes Carnevale at tro, at historien kræver sæbeopera-teater. Hvis han trådte til side og lod sine skuespillere bære byrden, ville Goyo måske være en stærkere film. Som det er nu, er den aldrig uspiselig, lejlighedsvis sjov uden at være forceret og generelt øm og sød.

Marcos Carnevale har formået at skabe en dramedy, der på trods af sine op- og nedture giver et ærligt og bevægende blik på kærlighed og selvaccept. Goyo er en film, der med sine melodramatiske vendinger og øjeblikke af ømhed formår at forbinde sig med seeren og invitere dem til at reflektere over mangfoldighed og evnen til at finde skønhed i forskelle. Mellem denne, A Family Affair og The Idea of You ser det desuden ud til, at 2024 er året for romantikken mellem en ældre kvinde og en yngre mand.

Se ‘Goyo‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.