Anmeldelse: ‘Gunpowder Milkshake’

‘Gunpowder Milkshake’ beviser, at omvendt kønstegn ikke er nok, hvis du vil lave en vellykket actionfilm. Du har også brug for kemi mellem skuespillerne og sans for, hvordan actionen skal skrues sammen.

Skrevet af Søren Meinertz.

Pigen Sam efterlades på en diner af sin lejemordermor, og 15 år senere er Sam (Karen Gillian) selv lejemorder for sammenslutningen The Firm, og hendes mor er stadig forsvundet.

Da et simpelt job ender i en massakre, ender Sam med at vække et gangsterimperiums vrede og for at gyde olie på vandene, tilbyder The Firm at udlevere Sam til de blodtørstige gangstere. Sammen med pigen Emily, som hun modvilligt har taget til sig, må Sam nu forsøge at finde sin mor, Scarlet (Lena Headey) og hendes gamle veninder, der driver våbenarsenal forklædt som bibliotek.

‘Gunpowder Milkshake’ ligner til forveksling en ironisk post-actionfilm fra de tidlige 00’ere, hvor genren var domineret af stiliseret vold, ironisk distance og nostalgi. De fleste af dem ejede heller ikke megen personlighed, og det er desværre også en feature i denne sublimt castede, men i sidste ende også uinteressante, Netflix-fillm.

Hele filmen synes overordentligt tilfreds med sig selv, og det er som om, at tanken bag har været, at hvis bare man sætter omvendt kønstegn ved de charmeforladte karakterer, så har man et hit. Instruktør og forfatter Navot Papushado virker i hvert fald mere glad for at stable det ene action-tableau efter det andet på benene, komplet med nostalgisk 60’er rock bankende ud af højtaleren, mens utallige ansigtsløse patriarkers hjernemasser fylder kulisserne, end at give sine karakterer en god kemi og drive plottet fremad.

Der er bestemt enkelte ting, der fungerer. Bl.a. en scene hos en læge, hvor Sam bliver bedøvet i sine hænder og derfor må fastspænde pistoler til sine hænder vha. gaffatape. I disse øjeblikke ser man den mere sjove og løsslupne film, der ligger begravet under en overflade, der konstant er bundet af at skulle være cool og bad-ass hele tiden. Der er intet i filmen, der ville være anderledes, hvis det var mænd der havde hovedrollerne, og bare at indsætte kvinder i en hjerne- og bovlam actionfilm, der konstant foregår på overfladen, gør det ikke meget bedre.

Kampscenerne er heller ikke vanvittigt imponerende, og minder mere om overredigeret stuntarbejde end en kamp på liv og død mellem karakterer, vi burde heppe på.

Det hjælper heller ikke meget, at de større veteraner i det stort anlagte cast ikke har meget at lave. Karen Gillian arbejder med dét hun har, men hun har, men har brug for en bedre instruktør. I rollen som hendes mor er Lena Headey ikke meget bedre, og hver gang (de gør det en del gange) de tager en mor-datter diskussion midt under en skudduel, virker det mere forceret end en sjov gag.

I rollen som moderens veninder har Carla Gugino, Michelle Yeoh og Viola Davis heller ikke meget at arbejde med, og bliver først aktiveret i filmens sidste 20 minutter. Hvis nu filmen havde cuttet nogle af sine alt for mange minutter af og i stedet havde fundet et mere jævnt flow mellem action-scenerne, havde filmen måske været tættere på, hvad den drømmer om at være.

Som den er nu, er ‘Gunpowder Milkshake’ en humorløs og tandløs actionfilm med kun få vellykkede actionscener, hvor ikke engang et talentfuldt cast kan vække de papirtynde karakterer til live. Hvis nu filmen havde brugt halvt så lang tid på rent faktisk at have det sjovt med ideen i stedet for at have så travlt med sin slow-motion skuddueller og klassiske rockmusik-montager, så kunne det være at det kunne have smittet af på publikum. Se eller gense hellere Black Widow-solofilmen, der også udkom for nylig.

Se ‘Gunpowder Milkshake‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.