Anmeldelse: ‘High Flying Bird’
09/02/2019 | FlixfilmSteven Soderbergh tager os med bag kulisserne i ‘High Flying Bird’, der er et vittigt, satirisk og lidt ufokuseret indblik i NBA´s magtkreds under en lockout.
Skrevet af Søren Meinertz.
Steven Soderbergh er nok en af de mest alsidige og arbejdsomme auteurs-for-hire i det moderne Hollywood. Lige fra debuten i firserne med ”Sex, Lies & Videotape”, har han bredt sig over alle filmgenrer; fra letbenede og glatte krimier med Danny Ocean-trilogien, benhårde dramaer med ”Traffic” og paranoide thrillere som ”Contagion”. Fælles for alle disse film er, at de besidder en høj grad af visuel flair og filmhåndværk, der fremhæver filmenes tematiske kerner.
Således forholder det sig også med hans nyeste film ”High Flying Bird”, som er instruktørens andet forsøg med at filme hele herligheden med en iPhone efter thrilleren Unsane. Filmen blev hurtigt opkøbt af Netflix, og havde verdenspremiere på Slamdance-festivalen i januar.
Filmen tager sit udgangspunkt i en NBA-lockout, hvor den glatte spilleagent Ray forsøger at fastholde sit nyeste talent fra at forlade bureauet og søge nye græsgange. Alt imens nervekrigen mellem holdejerne og spillernes repræsentanter spidser til, bliver det dog klart, at Ray har flere kort i baghånden end som så i sit forsøg på at løse lockouten.
‘High Flying Bird’ er først og fremmest et godt indblik i NBAs magtcirkler og agenternes forsøg på at styre deres unge talenters image, hvor det er svært at skille det falske fra det oprigtige. Dette er i det hele taget hovedtemaet i filmen, der udstiller NBA som en Darwinistisk dog-eat-dog verden, hvor man aldrig er 100% sikker på, hvem der snyder hvem og hvorfor. Tarell Alvin McCraneys manuskript syder af nutidige, samfundsmæssige allegorier, der satiriserer den kyniske sportsverden og bringer det alligevel ned på et niveau, hvor alle kan være med og forstå den alvor, der ligger bag den letlevende facade.
Det er heller ikke uden narrativ relevans, at ‘High Flying Bird’ er skudt på en iPhone. En af filmens primære plottråde går på, at under lockouten vil to holdkammerater, der ligger i en bidsk Twitter-krig, spille mod hinanden ved et velgørenhedsarrangement i en slidt neighbourhood-hal, hvor de to stridende parter spillede deres første kampe. NBAs enorme salgsapparat er sat ud af spil grundet lockouten, men genererer alligevel millioner af views på de sociale medier grundet de utallige børn, der filmer kampen på deres, you guessed it, iPhone. Derfor bliver filmen også et slående eksempel på, hvordan filmhåndværket fremover muligvis kan komme til at se ud. Lave produktionsomkostninger uden et kæmpemæssigt studieapparat, der sluger en stor del af budgettet.
Filmen vil og kan derfor rigtigt meget, men det bliver også lidt tydeligt at der godt kunne have været et par ekstra redigeringer af manuskriptet. Filmen er tit uden fokus og glider fra en scene til næste uden at etablere karakter eller sympati.
I hovedrollen er André Holland charmerende som den glatte Ray, men der er også plads til et gensyn med Bill Duke (der spillede Mac i den originale Predator) som den gamle træner og Sonja Sohn som den rådvilde ledende spillerrepræsentant.
‘High Flying Bird’ er en flot og glat film, der også har meget at byde på under overfladen. Det er en god, sjov og satirisk lussing til en pengegrisk, topstyret sportsverden. Desværre er den også tit uden fokus og uden karakterer man virkelig kan heppe på, hvilket i perioder får filmen til at føles en anelse længere end den egentlig er.
Se ‘High Flying Bird‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.