Anmeldelse: ‘Horse Girl’

Alison Brie imponerer med sit portræt af filmens nørdede hovedperson og er det store trækplaster. Mysteriet i den sære historie byder på fine surrealistiske øjeblikke og leg med lyd og billeder der både vækker uro og sjov.

Skrevet af Michael Larsen.

Den skønne Alison Brie har gennem tiden vist sit talent for både humor og drama med sine roller i de populære tv-serier ‘Mad Men’ og ‘Community’ og enkelte roller i film som ‘Sleeping with Other People’ og ‘The Post’. Netflix-publikummet kender hende også fra den skæve wrestling-komedieserie ‘Glow’ iført iøjnefaldende kostumer, når hun giver bøllebank til sine kønsfæller.

I sin nye Netflix-produktion; filmen ‘Horse Girl’ er Brie i en helt anden rolle end man har været vant til at se hende i. For her er hun den søde og meget generte Sarah, der lever sit liv på egne præmisser. Hun har et stabilt arbejdsliv som ekspedient i en hobbyforretning, mens hun i sin fritid bruger tiden på håndarbejde, heste (deraf titlen) og på at se en overnaturlig krimiserie, der ligner en sammenblanding af ‘The X-Files’ og ‘Supernatural’. Sarah er single og har svært ved at skabe kontakt med fyre, lige indtil hun via sin roommate Nikki (Debby Ryan), møder den lige så akavede Darren (John Reynolds).

Hvis I synes, at det her lyder som endnu en skæv, romantisk komedie, så bare rolig derude. For handlingen i ‘Horse Girl’ er mere mærkelig, da Sarah døjer med mærkværdige søvnproblemer. Hun har sære drømme, hvor hun møder mennesker som også findes i virkelighedens verden! Efter sine ture i det forstyrrende drømmeland, vågner Sarah op i steder langt væk fra sin lejlighed. Hun bliver naturligvis bange og sætter sig for at løse mysteriet…
Sammen med filmens instruktør Jeff Baena har Alison Brie udviklet historien og hun er også en af filmens producenter. I interviews har Brie og Baena nævnt, at manuskriptet faktisk kun består af et oplæg på 30 sider, hvoraf alt dialogen er improviseret. Den tilgang resulterer i dialog, der føles mere spontan end normal, lidt ligesom mange af Mike Leighs socialrealistiske dramaer. For en lille film som ‘Horse Girl’ fungerer det godt og skuespillerne formår at udnytte det til deres fordel.

Filmens store trækplaster er Bries spændende præstation som Sarah. Det er noget anderledes i forhold til de mere livlige roller, hun tidligere har spillet, men hun giver her et sympatisk portræt, der heller ikke lægger skjul på figurens mange brister. Hun gør aldrig Sarah til en parodi på dens slags outsidere, hvilket er godt gjort, da det kunne være alt for nemt at gøre. Som skuespiller trækker Brie det store, tunge læs, men hun får fint støtte fra Molly Shannon, Debby Ryan og John Reynolds.

De surrealistiske aspekter i filmen kan ikke undgå at vække minder om instruktøren og multikunstneren David Lynchs eget brand af abstrakt surrealisme med skæv brug af lyd og billeder. Der er ikke tale om decideret efterabning, men man mærker inspirationen. Især på lydsiden hvor Josiah Steinbrick og Jeremy Zuckermans musik understøtter den besynderlige

stemning til det fulde med de pudsige og forstyrrede rytmer. Ad og til har musikken den uheldige larmede tendens til at overdøve dialogen, hvilket ikke er særligt fedt for ens ører. Skellet mellem virkeligheden og drøm er nærmest usynlig, hvilken bare øger mere til forvirringen på en underholdende måde.

‘Horse Girl’ er en film til den flok der dyrker de smalle og mærkelige film om skæve eksistenser og deres psykologiske problemer. Filmen er ikke den helt store bizarre oplevelse, som den ellers lægger op til, men den lives op af Alison Bries frygtløse portræt af hendes problematiske outsider. Godt at se der fortsat laves film om samfundets usynlige underdogs​ og om emner som isolation og psykiske sygdomme.

Se ‘Horse Girl‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.