Anmeldelse: ‘I Am Mother’

‘I Am Mother’ bryder ikke de almene sci fi-normer og gør noget afgørende nyt med genren med sit uoriginale plot, men det futuristiske kammerspil med pigen og robotten er værd at se for det gode skuespil og de troværdige effekter.

Skrevet af Michael Larsen.

Der er meget dommedag i tidens bølge af science fiction-film og med særlig fokus på klimakrisen og om vores rolle som de skyldige bag problemerne. Den seneste film med advarsler om fremtiden er ‘I Am Mother’ der både kommer ind på det, der nu optager verdens befolkning i øjeblikket, men også om vores fascination og frygt for kunstig intelligens.

Filmen begynder med en grum konstatering. Hele menneskeheden er nemlig blevet udslettet, men der findes adskillige fostre i en underjordisk bunker. En robot ved navn Mother (stemmeskuespil fra Rose Byrne) står for beskyttelsen af dem og vælger at bringe en af fosterne til live. Resultatet er en pige der får navnet Daughter (danske Clara Rugaard). Hun vokser op i selskab med sin robot-mor, der uddanner hende til at blive en læge med henblik på at skabe nyt menneske-liv på Jorden igen. Dog står en hårdt såret kvinde (Hilary Swank) udenfor bunkeren, og Daughter tvivler på hvordan det hænger sammen med Mother´s forklaringer om den ødelagte verden udenfor…

Paranoia er drivkraften i ‘I Am Mother’ og spændingen er afhængig af den. Det lykkedes til dels for filmen, men det har en kedelig tendens til at gå i gentagelser med pigens spekulationer om hvad der er rigtig og forkert. Rugaard gør det dog helt fint og spiller fornemt hendes karakters dilemma med det sårbare ansigtsudtryk. Det danske stjernehåb er blevet spået om en lovende karriere i udlandet og hun får her en god start.

Rose Byrne tilfører meget liv til Mother med sin yndefulde stemme. Hun formår at gøre robotten sært menneskeligt, men bevarer den syntetiske aspekt ved figuren. Byrne kunne sagtens være en ny Siri-stemme til Apple-produkter! Den troværdige robots bevægelser kommer fra stuntmanden Luke Hawker og selveste effektfirmaet Weta Workshop har stået for designet, som minder lidt om de robotter, man ser i fremtidsthrilleren ‘Elysium’. Oscar-vinderen Hillary Swank er noget begrænset med sin sølle skrevet overlever-figur i ‘I Am Mother’, for det er en rolle, man har set lidt for mange gange indenfor årtiet her som i serien ‘The Walking Dead’.

Manuskriptet til ‘I Am Mother’ var på den såkaldte Black List – en liste over de ikke-producerende filmmanuskripter som har potentiale hos studiecheferne i Hollywood. Den endte med at blive instruktøren Grant Sputores debutfilm og han viser bestemt visuel fair for sci-fi. Men trods hans tekniske snilde kan han ikke skjule det faktum, at historien er noget uoriginal i lyset af mange lignende historier med post-apokalyptiske elementer, som virkelig har sat normen for tidens genrefilm, der kører i ring med deres nihilisme. Filmverdenen i disse dage trænger seriøst igen til at få noget lys, glæde og håb i science fiction!

‘I Am Mother’ har interessante scener mellem pigen og robot-moren og det havde været spændende at udforske det særlige familieforhold noget mere. Men når filmen går over i typisk thriller-mode, så mister man desværre interessen for historien overall. Så selvom robotten fascinerer og Rugaards talent viser lovende international format, så jeg er tøven med at anbefale ‘I Am Mother’, for hvis man forventer at få noget nyt, så får man det ikke her. Bare den samme flotte dystopiske fremtidsvision om vores undergang igen-igen.

Se ‘I Am Mother‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.