Anmeldelse: ‘I Am Not Okay With This’ – sæson 1

’I Am Not Okay with This’ er underholdende, sød og vittig. Desværre er det svært ikke at sammenligne serien med ’Stranger Things’ og ’The End of the F***ing World’, hvilket får serien til at fremstå en smule uoriginal.

Skrevet af Lars Møller.

Forestil dig at du går i high school i en lille og ubetydelig amerikansk by, hvor vennerne er få, og hvor du ikke passer ind.

Forestil dig desuden, at du for nyligt har mistet din far, og at din mor til din store frustration lukker dig og din uforstående lillebror følelsesmæssigt ude.

Og forestil dig så endeligt, at du ikke har styr på det modsatte køn endnu – nok mest fordi du er blevet lun på din allerbedste og eneste veninde. Du bærer på en hemmelighed, som du har svært ved at sætte ord på.

Og nå ja, så har du lige fundet ud af, at du som en anden Eleven fra ’Stranger Things’ har fået superkræfter.

Det er hvad Sydney Novak (Sophia Lillis) udsættes for i Jonathan Entwistle serieadaption af Charles Forsmans mørke grafiske roman, ’I Am Not Okay with This’. Entwistle har tidligere vækket Forsmans ’The End of the F***ing World’ til live på Netflix, og hvor sidstnævnte besidder en del mørkere komik, formår ’I Am Not Okay with This’ at fokusere på det hjertevarme venskab og den svære kærlighed.

Med Sydneys hverdagstrætte voice-over bliver man en del af hendes mest syret uge på en unavngiven high school i Brownsville, Pennsylvania. Da Syds bedste veninde, Dina, bliver kæreste med skolens quarterback stjerne, søger hun trøst hos sin excentriske nabo, Stan (Wyatt Oleff). Et spøjst venskab opstår, og Stan står klar med sin hjælp, da Syds gådefulde kræfter viser sig.

Det klæder serien at have et særdeles højt tempo, da det gør plottet mere interessant og dragende. Man er fra første afsnit engageret i Sydneys karakter, og hendes negative, men jokende fortællerstemme bidrager til seriens humor og ungdommelighed. ’I Am Not Okay with This’ har en jordbunden tilgang til de overnaturlige elementer, og man føler derfor sjældent, at forfatterne har haft travlt med at blotlægge alle disse elementer fra start i stedet for at udforske Syds karakter. De overnaturlige elementer bliver i stedet serveret i enkelte scener, der langsomt udfolder Syds katalog af dybe og farlige følelser.

Serien er stærkt influeret af 1980’erne. Ikke nok med at seriens visuelle farvepalette skriger 80’erne, så lytter Stan til vinylplader og ser VHS bånd. Også seriens glimrende score er inspireret af 80’ernes fascination af synthesizeren. Til tider bliver man i tvivl om, hvornår handlingen egentlig udspiller sig. De unge kigger stort set aldrig på deres telefoner, men en bærbar computer og et USB-stik forsikrer os om, at handlingen finder sted i det 21. århundrede.

’I Am Not Okay with This’ lægger ikke skjul på sine inspirationskilder, da både Stephen King klassikeren ’Carrie’ fra 1976 får en klar hyldest, og et helt afsnit dedikeres til den eminente ungdomsklassiker ’The Breakfast Club’ fra 1985. Alle referencerne er fornøjelige, men serien får i sidste ende svært ved at stå på egne ben. Og dens store kærlighed til de ældre værker, gør slutproduktet en smule søgt.

Sophia Lillis og Wyat Oleff har en særdeles velfungerende kemi. De to har tidligere spillet sammen i en anden succesfuld Stephen King filmatisering, ’It’ fra 2017. Lillis’ vittighed og sårbarhed hjælper serien overordentligt meget. Men, som tidligere nævnt, har hendes karakter mange lighedspunkter med Millie Bobby Browns Eleven fra Netflix-successen ’Stranger Things’: En ung pige med overnaturlige evner, hun skal lære at styre, samtidigt med at 80’erne referencerne regner ned omkring hende. Det føles desværre som en fin kopi af noget helt fantastisk og originalt, og serien får derfor svært ved at stå på egne ben, hvilket er ærgerligt.

Se ‘I Am Not Okay With This‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.