Anmeldelse: ‘I’m Thinking of Ending Things’

’I’m Thinking of Ending Things’ er mere end ‘Meet the Parents’ i helvede. Charlie Kaufman stiller spørgsmål om vores menneskelighed og fornemmelse af tid. Det anbefales at dykke ned i det ubehagelige.

Skrevet af Lars Møller.

Charlie Kaufman er vel efterhånden en notorisk manuskriptforfatter i Hollywood. Han har blandt andet skrevet filmene ’Being John Malkovich’ og ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’. Men selvom Kaufman er en bevandret herre i englenes by, så er ’I’m Thinking of Ending Things’ kun hans tredje gang i instruktørstolen. Han har tidligere instrueret den ambitiøse ’Synecdoche, New York’ og den sælsomme ’Anomalisa’. Begge film dykker dybt ned i den menneskelige psyke og kraften af menneskelige relationer.

’I’m Thinking of Ending Things’ passer perfekt ind i Kaufmans filmografi. Filmen er baseret på en roman af Iain Reid og følger en unavngiven kvinde, der skal møde sin kærestes forældre for første gang. Men allerede på turen til Jakes forældres gård, undrer vores hovedperson sig over, hvorfor hun overhovedet er på vej. Hun overvejer allerede at ende det seks-syv uger lange forhold.

Da parret ankommer er der noget foruroligende og surrealistisk på spil. Med et påtaget smil forsøger kvinden at indsmigre sig på de sære svigerforældre. Kvinden ender med at påtage sig forskellige navne og beskæftigelser, alt imens Jake bliver mere og mere aggressiv overfor sin familie. Forældrene opleves pludseligt både som helt unge eller senile versioner af sig selv. Da parret langt om længe forlader gården, ender de ved Jakes gamle gymnasium, og en besynderlig pedel viser sig at spille en stor rolle for både Jake og vores hovedperson.

’I’m Thinking of Ending Things’ er en forvirrende psykologisk thriller med gyser-elementer. Vores hovedperson nævner flere gange, at lys og farver ændrer sig alt efter humør, og det er tydeligt, at Kaufman har gjort brug af dette træk under parrets besøg hos forældrene.

Filmen kan sikkert tolkes på forskellige måder, og Kaufman giver ikke forklaringer ved dørene. Men ’I’m Thinking of Ending Things’ har flere gennemgående karakterer og referencer.

Tidligt i filmen snakker Jake om sin interesse (og måske endda kærlighed) for musicalen ’Oklahoma!’, og vi får da også en drømmende dansesekvens fra selvsamme stykke på Jakes gymnasium senere i filmen. Derudover bliver navnene Lucy og Yvonne ved med at hjemsøge vores hovedperson. Hun skifter altså navn, personlighed og selv beklædning igennem besøget. Man fornemmer derfor, at vores hovedperson faktisk kan symbolisere flere kærester, Jake har haft på familievisit.

Kaufman bruger et helt særligt billedsprog, hvor både farve og lys skifter, uden man ænser det. Da Jake og den unavngivne kvinde kører fra gården, bliver skærmen mørkere og mørkere i takt med at kvindens ubekvemme utryghed vokser.

Man føler sig nærmest fanget i vores hovedpersons hoved, og filmens 4:3 billedformat fremkalder flere steder en klaustrofobisk fornemmelse. Med en masse nærbilleder af vores hovedpersoner mister vi vores sans for rummet, de befinder sig i, og dermed er forvirringen total. Kaufman har opnået, hvad han vil. Det er en stor bedrift at styre seerens humør og forståelse gennem sine billeder, men dét virker her. Dog bliver nogle ting understreget lige tydeligt og længe nok – især køreturene til og fra gården byder på mange og lange scener med gentagende dialog.

Filmen ledes af Jessie Buckley, som den unavngivne kvinde, og en velspillende Jesse Plemons i rollen som Jake. Buckley og Plemons tydeligt manglende kemi er faktisk ret imponerende. Vi ved, at dette forhold aldrig overlever, og alligevel er deres samspil yderst dragende.

Som Jakes ækle og ubalancerede forældre ses Toni Collette og David Thewlis. De spiller begge to formidabelt, og scenerne hvor de udspørger Jakes nye kæreste er blandt filmens mest intense. Collette formår at nå hele humørregisteret rundt på ingen tid, og Thewlis er forbløffende svær at holde styr på. Kvindens skrækkelige møde med sine svigerforældre lader Collette og Thewlis vise hvor uhørt dygtige skuespillere, de begge to er.

’I’m Thinking of Ending Things’ kan garanteret tolkes på flere måder – især på grund af Kaufmans forvirrende brødkrummer. Og selvom filmen holder os fanget i sit dystre jerngreb, er der dog steder, hvor manuskriptet bliver en smule navlepillende og mærkværdigt. Men filmens billedsprog og skuespilpræstationer er fuldstændig i top, og man skal selvfølgelig give sig i kast med filmen, hvis man har en forkærlighed for det dunkle og surrealistiske.

Se ‘I’m Thinking of Ending Things‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.