Anmeldelse: ‘In the Shadow of the Moon’

Jim Mickies sci-fi/noir/seriemordermiks er i udgangspunktet en ret fin og original idé, der er fermt instrueret. Desværre glider den i sine egne fortættede plot-twists, forceret exposition og en hovedrolleindehaver med lækkert hår, men uden charme.

Skrevet af Søren Meinertz.

Instruktør Jim Mickie har stået bag genreblandende film før. Her tænker jeg især på den fantastiske ´Cold in July´, der blandede redneck-thrillerens klicheer med 80´ernes pastelfarver og intensitet med Michael C. Hall og Sam Shepard i de bærende roller. Her mister han tøjlerne i et forsøg på at blande neo-noir krimi og forvøvlet sci-fi. Ikke mindst takket være et kluntet manuskript og en flad og uengageret hovedrollepræstation i centrum.

I 1988 kaldes betjenten Tom Lockart (Boyd Holbrook fra ‘Logan’ og ‘Narcos’) ud til en særegen forbrydelse. Tre mennesker er døde på nøjagtigt samme tidspunkt på nøjagtig samme måde: Med hjernen bogstaveligt talt væltende ud af hovedet. Snart finder Lockart og hans makker en mistænkt kvinde, der synes at vide overraskende meget om Tom; inklusive det faktum, at hans kone er højgravid.

Derefter springer vi til 1997, hvor det lader til, at der er en ny morder på spil. En morder, der tilsyneladende kopierer de samme forbrydelser som der skete ni år forinden. Og dog? Hvad hvis det er den samme person som i 1988, der bringes tilbage hvert niende år? Lockart forsvinder dybere og dybere ned i sagen, der ikke kun ændrer hans liv, men truer hele vores civilisation. Og nå ja, så er Michael C. Hall der til at kalde Lockart ´sindssyg´ og ´besat´ indimellem.

At blande en krimithriller som ‘Zodiac’ med et tidsparadoks alá ‘The Terminator’ virker som alle tiders idé til en tongue-in-cheek B-film, men ´In the Shadow of the Moon´ er hverken underholdende eller charmerende nok til at fremstå som en sådan. I stedet tager Jim Mickie og Boyd Holbrook dem selv alt for seriøst, og det ender med at kvæle filmens sidste time i ren plot-exposition til en sådan grad, at den var svær at se til ende. Vi ender simpelthen med at regne filmens mysterier ud før vores hovedkarakter, hvilket suger al suspense ud af filmen som thriller, hvilket er det eneste filmen virkelig synes at have kørende for sig på det tidspunkt.

‘In the Shadow of the Moon’ er et klassisk eksempel på, at en genrekrydsende film kan ende med at fremstå som fragmenteret og ufokuseret. Den fungerer hverken som sci-fi, action, thriller eller socialrealistisk allegori; selvom prøver at være lidt af det hele. Jim Mickie’s evner bag kameraet er filmens anker, der redder den fra at være en fuldstændig fiasko.

Der er masser af blå og grå farvenuancer af den rutinerede fotograf David Lanzenberg, men det er en film, der trænger til langt mere stil og personlighed (især i dens hovedrolleindehaver) for at forene filmens forskellige toner og stemninger. Som det er nu ender den desværre med blot at være endnu en Netflix-produktion, der med tiden absorberes og forsvinder ind i det uendelige streaming-univers.

Se ‘In the Shadow of the Moon‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.