Anmeldelse: ‘In the Tall Grass’

Det høje græs bærer desværre ikke på nogen overraskelser, så det anbefales at holde sig væk. Det er trodsalt bare græs.

Skrevet af Lars Møller.

I de seneste par år har vi set et utal af Stephen King adaptioner, hvoriblandt de to ekstremt succesfule ’It’-filmatiseringer har indtjent over en halv milliard amerikanske dollars i skrivende stund. Kings navn er derfor blevet en ret lukrativ forretning for filmstudier, og de holder sig heller ikke tilbage, når de markedsfører en ny horrorfilm.

‘In the Tall Grass’ er ganske rigtigt en Stephen King novelle, som er skrevet i samarbejde med hans søn, Joe Hill. Den er at finde i Joe Hills novellesamling ’Full Throttle’, som netop er udkommet, og man kan derfor argumentere, at novellen er mindst ligeså meget Hill, som den er King. Men som stor King-fan er det svært at kigge den anden vej, når der udkommer en ny film, hvor markedsføringen domineres af hans navn. Og selvom jeg ofte er gået skuffet hjem fra biografen, når en ny ”King-matisering” har premiere, blev jeg nødt til at se ’In the Tall Grass’.

Søskendeparret Becky og Cal er på vej til San Diego, fordi den gravide Becky har fundet en god plejefamilie til hendes kommende barn. På vejen får Becky kvalme, og de holder ind i vejkanten, hvor det høje græs tårner op og markerer sig som en gigantisk mark. Inde fra græsset hører de pludselig en dreng råbe om hjælp, og da de heroisk begiver sig ind i græssets mørke, går det op for dem, at de nu hverken er i stand til at finde hinanden, drengen eller en vej ud. Det høje græs viser sig at være en modbydelig tilfangetager, der holder dets gidsler i skak ved konstant at mislede dem og derved sørge for, at de konstant bliver væk fra hinanden. I det uhyggeligt hviskende græs møder Becky og Cal en familie, der også er blevet snydt ind på græsmarken. Og da Beckys ekskæreste, og far til hendes ufødte barn, dukker op, kan vores hovedpersoner ikke længere vide sig sikre på nogen.

Ingen kan som Stephen King puste skræmmende liv i umiddelbart uskyldige, materielle ting; om det så er mobiltelefoner, biler eller hæveautomater. I dette tilfælde er der tale om noget højt græs, hvilket kan virke ekstremt lavpandet, men filmens første akt formår dog at tilføre græsset en vis uhygge – stærkt hjulpet på vej af filmens score og cinematografi.

Men det viser sig desværre, at dette er alt, hvad ’In the Tall Grass’ har at byde på. I løbet af filmens 100 lange minutter bliver vi kastet til højre og venstre i det høje græs, og man fristes til at tro, at dette har været et bevidst valg for at sænke filmens lokationsbudget.

Stort set alle filmens karakterer virker til at være todimensionelle, og man har derfor ikke lyst til at stifte nærmere bekendtskab med nogen af dem. Patrick Wilson er det eneste kendte navn, og han brænder sig da også tilnærmelsesvis igennem, men i sidste ende virker hele hans karakter for gennemskuelig, og det minder om noget, man har set tidligere.

’In the Tall Grass’ har ikke megen nyskabelse at byde på, men her er da fra tid til anden en fryd for øjet. Filmens visuelle arbejde er nemlig ofte beundringsværdigt, og da det meste af filmens plot udspiller sig på en græsmark, har fotograf, Craig Wrobleski, været nødt til at tænke kreativt. Dét er der kommet flere flotte skud og panoreringer ud af. Her er flere flotte panoreringer fra himlens halvmørke ved skumring og ned i det uendeligt mørke græs. Dog kommer filmen i nogle af dens totalt mørke og dramatiske scener til at fremstå en tand falsk.

Filmens lyddesign er, hvad der i sidste ende redder den lidt. Filmens score, der er skabt af komponist Mark Korven, giver græsset den tiltrængte uhygge. Scoret giver ofte fornemmelsen af, at noget faretruende er utroligt tæt på – at nogen står og ånder på dig, men du kan ikke se dem for bare græs. Det er i disse få skræmmende stunder, at filmen rent faktisk fungerer.

’In the Tall Grass’ byder på en hidtil uset præmis i nogle al for velkendte horror-rammer. Dette gør desværre, at man aldrig rigtig bliver revet med. De mange bolde, som filmen kaster op, bliver aldrig grebet tilfredsstillende, og de ender med at ligge på den tomme græsbund. Filmens lyd og få visuelle trumfer er, hvad der redder den fra at være komplet håbløs. Trænger man til et chokerende Stephen King gys på Netflix, vil jeg hellere anbefale Mike Flanagans ’Gerald’s Game’ fra 2017.

Se ‘In the Tall Grass‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.