Anmeldelse: ‘Ma Rainey’s Black Bottom’

Egoer og menneskesyn støder sammen, musikken spiller og Chadwick Boseman og Viola Davis skinner lige i dette bitre, men også livlige periodedrama, der er baseret på August Wilsons skuespil af samme navn.

Skrevet af Søren Meinertz.

På en hed sommerdag i 1927, samles ´the mother of the Blues´, Gertrude ”Ma” Rainey med sit band i Chicago for at indspille en session. Blandt orkestret er den unge, fyrige trompetist Levee, der har store drømme, stort talent og et stort ego. Der hyggesnakkes og diskuteres livligt i baglokalet, men da sessionen endelig går i gang, giver kreative uoverenstemmelser ild til en konflikt mellem Rainey og Levee, der har boblet under overfladen i lang tid.

Filmen udspiller sig primært på to lokationer: Nemlig i bandets øvelokale og sidenhen i studiet under indspilningerne, og der spildes ingen tid, for alt hvad de fire bandmedlemmer sidenhen skal komme til at foretage sig, fortæller alt om hvem de er som personer, og vi bliver også hurtigt klar over, at de gemmer på langt mere under overfladen.

Det er svært at filmatisere et skuespil som dette, men instruktør George C. Wolfe, arbejder dynamisk med kameraet og gør de lange dialoger cinematiske på deres helt egen måde; hvad enten vi snakker om en dolly-tur rundt i lokalet, det lange one-take af en person, der krænger sit hjerte ud eller det pludselige panning-shot, når temperamenterne koger over. Man er simpelthen hooked, når generationerne møder hinanden; som f.eks. når den aldrende pianist siger til den unge trompetist, at han bare skal være glad for, at han overhovedet tjener penge som sort blues-musiker i 20´erne.

Og nu en lille degression: For et par måneder siden fik vi nyheden om, at Chadwick Boseman var død af tarmkræft. Stjernefrøet, der fik sit gennembrud som Marvels Black Panther, nåede kun at blive 43 år gammel, og straks begyndte der at cirkulere rygter om, at hans sidste præstation i denne film skulle slå hans navn fast i den kollektive bevidsthed.

Vi ved alle, at den slags sladder let kan gribe om sig, når en så ung skuespiller pludselig går bort, men jeg kan berolige alle og sige, at hans præstation som Levee ER det bedste han endnu har præsteret. Boseman giver en kompleks præstation som den temperamentsfulde og tragiske kunstner, og især én scene om hans opvækst skærer simpelthen så meget i hjertet, at det er tæt på at blive ubærligt.

Viola Davis giver ligeledes en hel fantastisk præstation som Ma Rainey, der på ydersiden er en hård primadonna, men samtidig konstant mindes om sin plads i hakkeordenen. Som bandet giver især Glynn Turman Boseman vidunderligt modspil som den gamle pianist, der måske ikke har de største aspirationer, men ved hvordan man overlever. Og det er stadig ikke nok og må heller ikke være nok.

´Ma Rainey´s Black Bottom´ er et vidunderligt drama, der indfanger et mikrokosmos af tidsånden og de begyndende revolutionære tanker blandt sorte amerikanere og deres sted i samfundet; bedst indkapslet i den bitre slutscene, der må give alle en dårlig smag i munden og noget at tænke over. Samtidig er den også en hyldest til blues-musikken og forståelsen for, hvor den kommer fra.

Sammenholdt med fremragende skuespil fra Boseman og Davis og en instruktør med forståelse for at visualisere det dialogtunge materiale på bedste vis, er det også en af årets bedste OG bedst spillede film.

Se ‘Ma Rainey’s Black Bottom‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.