Anmeldelse: ‘Mank’

David Finchers store kærlighedsbrev til Hollywoods gyldne æra er formidabel filmkunst, der både overrasker og forbløffer. Det lykkes ham at skabe et utroligt utraditionelt værk ved hjælp af helt traditionelt håndværk.

Skrevet af Lars Møller.

David Fincher og Netflix har efterhånden knyttet et tæt bånd. Fincher har haft hånd i Netflix’ første originale serie, ’House of Cards’. Han instruerede endda de to første afsnit af serien. Han har også skabt og instrueret flere afsnit af den enestående ’Mindhunter’, som vi nok desværre ikke får flere sæsoner af.

I et forsøg på at holde Fincher tæt, gav Netflix ham mulighed for at lave et projekt, han brænder for. Valget blev ’Mank’ – en film der omhandler skabelsen af manuskriptet til en af verdens bedste film, nemlig ’Citizen Kane’ fra 1941. Manuskriptet til ’Mank’ blev skrevet af Finchers far før dennes død i 2003. Det må altså siges, at filmen har en helt særlig betydning for Fincher. Og ’Mank’ ligner da heller ikke noget, vi tidligere har set fra instruktøren.

’Mank’ tager sit udgangspunkt i Herman J. Mankiewicz, en alkoholiseret manuskriptforfatter, der arbejdede på manuskripter til mange store film op gennem 1930’erne. Mank får til opgave at skrive et nyt manuskript til en film, som det unge vidunderbarn fra New York, Orson Welles, skal lave for produktionsselskabet, RKO Radio Pictures. Welles sørger for alle de fornødne omstændigheder, så han kan få Mank til at spinde guld på papiret. Mank skriver, hvad der bliver ’Citizen Kane’; et satirisk og storslået værk, der er tydeligvis baseret på den daværende ejer af et enormt mediekonglomerat, William Randolph Hearst. Trods advarsler fra sine nærmeste, færdiggør Mank sit manuskript og må derefter se sig selv kæmpe for at beholde sit navn på værket.

Filmen om Mankiewicz foregår primært i og omkring Hollywood i 1930’erne, og Fincher har sørget for at filmen ligner et produkt fra selvsamme gyldne periode i Hollywood. ’Mank’ er i sort/hvid hele vejen igennem, og Fincher er gået langt for at holde sig til de koncepter og metoder, der blev brugt i Hollywood for 80 år siden. Fans af Fincher ved, at instruktøren aldrig gør noget halvt, og der er derfor kælet for de mindste detaljer, hvilket har skabt en fuldkommen traditionel film, som virker højst utraditionel i 2020.

Lyddesignet i ’Mank’ bærer præg af det store arbejde for at få filmen til at ligne og lyde af ældre dato. Her figurerer ingen vild bass eller dybe underlægningstoner, som vi ellers er blevet vant til. Lyden forholder sig monoton, og det gør sig perfekt i forhold til filmens udtryk.

Fincher har endnu engang hyret sine faste samarbejdspartnere, Trent Reznor og Atticus Ross, til at lave et formidabelt score til filmen. Og hvis man har hørt deres tidligere værker, så er det forbløffende, hvor stilrent et musikalsk score, de har kreeret til denne film. Det er ikke deres stærkeste, men det er stadig en yderst imponerende bedrift.

I hovedrollen som Mankiewicz overskygger Gary Oldman de fleste af sine medspillere. Mank er dybt alkoholisk, men har også en helt særlig humor, som egner sig perfekt i hans erhverv, men som også har det med at skubbe hans nærmeste bort. Oldman forsvinder ind i rollen som Mank, og man glemmer fuldstændigt, at man ser en britisk skuespiller på 62 år portrættere en amerikansk manuskriptforfatter i 40’erne. Det er en blændende præstation, der rummer et hav af nuancer og et individ på livets kant, som faktisk skaber noget, han er stolt af. Der skal gå meget galt, hvis ikke Oldman får en Oscarnominering for bedste mandlige hovedrolle til næste år.

Selvom det ser overordentligt svært ud at spille op imod Gary Oldman, gør Charles Dance et flot stykke arbejde. Dance ses i rollen som den magtfulde William R. Hearst, hvem han personificerer overraskende godt. Han emmer af autoritet, og hans måde at håndtere Manks fuldemandsrablen er både skræmmende og underligt beroligende. Desværre får Dance meget lidt skærmtid, og man savner derfor hans tilstedeværelse i flere scener.

Også Amanda Seyfried i rollen som Marion Davis formår at gøre Mank-karakteren til en mere afrundet karakter. Seyfried er overbevisende, og hun bevæger sig let og elegant mellem Oldman og Dance.

’Mank’ er langtfra en film, der vil falde i alles smag. Finchers store passionsprojekt er for seriøse filmelskere og fans af det gamle Hollywood. Med den enorme mængde arbejde og detaljegrad Fincher har lagt i ’Mank’, fornemmer man en tydelig kærlighed til perioden filmen foregår i og til filmmediet selv. Dette er Finchers store kærlighedsbrev til film, til det gamle Hollywood og, ikke mindst, til hans far.

Se ‘Mank‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.