Anmeldelse: ‘Mindhunter’ – sæson 1

‘Mindhunter’ er ligesom de seriemordere, som FBI-agenterne interviewer: Du vil være skeptisk til at starte med, men snart er du opslugt af en dragende fortælling.

Skrevet af Frederikke Goth.

“How can you shoot, what you can’t see?” spørger en psykotisk gidseltager, der tror at han er usynlig, i første scene af Netflix’ nye krimiserie ‘Mindhunter’. Og netop denne sætning skal vise sig at være dét spørgsmål, der forbliver aktuelt i løbet af hele sæsonen: For hvordan kan man egentlig forebygge seriemordere, hvis man ikke forstår, hvorfor de er blevet, som de er?

‘Mindhunter’ finder sted i 1970’ernes USA, hvor vi følger den unge FBI-agent Holden Ford (Jonathan Groff), der har en (måske for) stor interesse for kriminalpsykologi og adfærdsvidenskab – i særdeleshed hos de sindssyge tilfælde som den dømte seriemorder Charles Manson. Nysgerrigheden møder dog gang på gang modstand og skepsis, da den generelle overbevisning er, at man blot fødes som kriminel snarere end at blive formet til en gennem traumer, svigt og overgreb i barndommen. Psykologien er endnu ikke en anerkendt videnskab og anses af flere som noget humbug.

Sammen med den ældre FBI- agent Bill Tench (Holt McCallany) lykkes det dog for Ford at få midler til at starte en adfærdsvidenskabelig afdeling, hvor de interviewer fængslede sekvensmordere for at undersøge årsagen til den meget afvigende adfærd i håbet om fremadrettet at kunne forebygge denne.

Det er mere end velkendt i krimifortællinger med to meget forskellige kriminalefterforskere, der ender med at blive partnere – gerne den gamle, rationelle rotte i faget sammen med den anderledes type, der skiller sig ud blandt kollegaer (fra dr. Watson og Sherlock Holmes i Arthur Conan Doyles fortællinger til Marty Hart og Rust Cohle i HBO’s succesfulde True Detective).

Samspillet mellem Ford og Tench er, på trods af denne stereotyp, blevet udformet ganske elegant, hvor det er tydeligt for seeren, at sidstnævnte navigerer uproblematisk i den etablerede verden og har svært ved altid at forholde sig objektivt til de fængslede cases, hvorimod Ford kan tale samme sprog som de interviewede. Med sin helt rolige stemme (du kan måske genkende den fra Jonathans Groffs rolle i Glee eller fra Kristoff i Frozen) får han nemt gang i en samtale med den ene fængslede sekvensmorder efter den anden, og han lader sig let rive med af disse snakke. Meget lig netop Sherlock Holmes og Rust Cohle, så er Ford dygtig til sit arbejde – men tænker og opfører sig på en måde, der skaber grobund for bekymring blandt folk omkring sig.

Tench formår dog at have hånd i hanke med Ford, så han ikke lader sig fuldstændig opsluge af sin egen nysgerrighed, men også husker på, at han er FBI-agent – og så sørger Tench også for at påpege psykopaters evne til at charmere sig ind på omgivelserne, hvilket Ford har brug for at blive mindet om.

De to agenter er netop meget forskellige. Men det er befriende, at serien på trods af disse forskeligheder ikke vælger at have et stort fokus på agenternes forhold, og hvordan de bliver bedre og bedre venner. Derimod er det en langsommelig proces, at de lærer hinanden bedre at kende, og dette står i baggrunden for deres professionelle samarbejde. Endvidere peppes dynamikken op med dr. Wendy Carr (Anna Torv), der er professor i psykologi og fungerer som konsulent hos FBI på grund af sin akademiske viden og interesse i Ford og Tenchs undersøgelser. FBI får dermed suppleret deres praktiske undersøgelser med den akademiske verdens teorier – og omvendt.

Krimidramaet er efterhånden en noget slidt genre, der er set i mange afskygninger, men ‘Mindhunter’ formår alligevel at bringe et friskt pust. Dette skyldes dels det tilrøgede 70’er-tidsbillede, hvor man som seer har svært ved ikke at erklære sig enig med Ford, Tench og Carr i, at disse sekvensmordere er et mere komplekst psykologisk fænomen end blot at være determineret fra fødslen til at blive afvigere. Dels skyldes det også de imponerende portrætteringer af de seriemordere, som de to agenter interviewer: skræmmende, men interessante; sindssyge, men dragende.

I modsætning til de fleste andre krimifortællinger, hvor disse mordere jages, så bliver de studeret som aber i et bur – og vi forsøger at forstå dem. Med forståelsen følger også i større eller mindre grad sympati, hvilket for Ford og Tench (og seeren!) er en fascinerende oplevelse, men samtidig også stærkt foruroligende. Disse mænd har trods alt slået kvinder ihjel på modbydelig vis.

‘Mindhunter’ har dermed den samme skræmmende fascination, der ses med Hollywoods mest kendte kannibal, Hannibal Lecter, i Ondskabens øjne. Denne blandes med en dyster stemning a la den ikoniske The Wire og True Detective. Jeg vil endda vove den påstand, at ‘Mindhunter’ er, hvad anden sæson af netop True Detective skulle have været: velskrevet, medrivende og melankolsk.

Når det så er sagt, så kommer serien ikke godt fra start. Som seer bliver man ikke revet med fra første færd, da etableringen ikke er en af seriens styrker. I de første par episoder er dialogen somme tider uoverbevisende, og man kan i øjeblikke frygte, at fortællingen læner sig for meget op ad den typiske krimiserie – men for katten, om dette ikke ændrer sig. Giv serien 2-3 episoder, så den får lov til at folde sig ordentlig ud med storyline, karakterer og stil. Du vil måske være skeptisk til at starte med, men inden længe er serien trængt ind under huden på dig, og før du ved af det, er du opslugt – meget lig sekvensmordernes evne til at bedåre mennesker omkring dem.

Ligesom gidseltageren fra første episode, så spørger serien: “How can you shoot, what you can’t see?”. Sammen med Ford, Tench og Carr begynder vi at kunne ane disse psykopater, afvigere og seriemorder. Men bør man skyde selv om man kan se dem? Hvad hvis man begynder at se udskyldige som kriminelle afvigere? Hvad hvis man får øje på sig selv?

Ingen svar er givet på forhånd i ‘Mindhunter’, men en klar anbefaling er hermedgivet videre.

Se ‘Mindhunter‘ – sæson 1 på Netflix Danmark.

Anmeldelsen er baseret på hele sæson 1.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.