Anmeldelse: ‘Mindhunter’ – sæson 2

Anden runde af David Finchers thriller om de to FBI-profilere Holden og Tench fortsætter i samme sublime spor som den første sæson, samtidig med at tilføje nye tematikker og dilemmaer for hovedpersonerne.

Skrevet af Søren Meinertz.

Den første sæson af ‘Mindhunter’ var lidt et unikum for Netflix. True Crime-TV pakket ind i en mørk, mystisk neo-noir fiktionsindpakning, der bragte minder frem om det bedste i krimigenren, som f.eks. ‘True Detective’, men det var også en provokerende serie, der turde at fremstille seriemordere som mere end bare forsimplede psykopater, men som dybt traumatiserede mennesker, der endda indbød til sympati og forståelse; både for de to agenter, så de kunne udarbejde deres profiler, men også for publikum selv.

Anden sæson af serien fortsætter, hvor første sæson slap. Holden er på hospitalet med angstanfald efter sit ”stævnemøde” med Ed Kemp, FBI har fået en ny chef, der tænker i PR-baner for BSU-enheden. Dog forbliver formatet det samme: De to agenter foretager interviews med berømte seriemordere, så de kan kortlægge deres adfærdsmønstre og kodificere særlige temaer og handlinger. De to agenter forbliver også stort set de samme: Holden er stadig dybt besat af sine sager, Tench er stadig den fåmælte muskelmand, der putter en smøg i munden når tingene bliver intense og Wendy er stadig logisk og beregnende.

Hvad der gjorde første sæson af serien så involverende ud over de fascinerende fiktionsportrætter af ægte seriemordere, var indblikket i Holden, Tench og Wendys privatliv. I sæson 2 kæmper Tench med at opretholde et ramponeret ægteskab, der yderligere kompliceres af en skræmmende kendsgerning i den inderste familie, der ryster hele både karaktererenes samt seerens opfattelse af, hvad der skaber de menneskelige monstre, der jages. Hvor Jonathan Groff var højdepunktet i første sæson som den akavede og næsten sociopatiske Holden, er det Holt McCallny som Tench der klart er den skuespillermæssige hovedattraktion i denne sæson, hvor han virkelig udviser det blødende familiehjerte, der banker under den barske facade, men som han aldrig helt formår at få det kommunikeret til sin familie. Det er fantastisk skuespil!

Men anden sæson af ‘Mindhunter’ er også mere rig på sociale temaer end sin forgænger. En stor del af afsnittene foregår i USA’s sydstater: Nærmere bestemt Atlanta, Georgia og fokuserer på det afroamerikanske samfund og politikken for dette, der stadig udstikkes af magtfulde, hvide mennesker; på trods af, at der er en sort borgmester. I det hele taget dykker hele sæsonen dybt ned i Reagan-æraens urbane udvikling, hvor man mener, at den systematiske racisme i USA blev stadfæstet. Dermed bliver anden sæson også mere en historie om hvem, der bliver fanget fremfor hvordan vedkommende bliver fanget.

Én ting kunne jeg dog ikke abstrahere fra: Og det er udviklingen hos psykologen Wendy, ellers godt spillet af Anna Torv. I denne sæson føles hele hendes historie som lidt af en eftertanke, og det er som om, at plottet helt går lidt i stå, når serien fokuserer på hendes problemer, der bl.a. inkluderer en ny romance. Dette er egentlig synd, for Wendy er en lige så spændende karakter som vores to agenter, da hun repræsenterer det logiske modspil, som de mere følelsesdrevne Holden og Tench engang imellem glemmer at tage med i deres overvejelser.

Men når alt det er sagt, så er anden sæson af ‘Mindhunter’ stadig lige så fængende som sin forgænger. Jonathan Groff og Holt McCallny har god kemi. Samtidig indeholder den også nok nye tematikker og chokerende plot-twists til at holde seerens interesse; selv under de mere afdæmpede øjeblikke. Med lidt finpudsning af manuskriptet, er denne anmelder helt klar til tredje sæson!

Se ‘Mindhunter‘ – sæson 2 på Netflix Danmark.

Anmeldelsen er baseret på hele sæson 1.

Læs også: Anmeldelse: ‘Mindhunter’ – sæson 1.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.