Anmeldelse: ‘Mob Psycho 100’

For en manga-novice er ‘Mob Psycho 100’ med sin veltilrettelagte humor, sunde moraler og kinetisk energi et underholdende bekendtskab, der drejer de fleste klichéer en halv omgang.

Skrevet af Søren Meinertz.

At være anmelder på et medie, der udelukkende beskæftiger sig med originalt Netflix-content er et tveægget sværd. Du kan støde på nogle vaskeægte dødssejlere, men mindst lige så stor er chancen for at få sig en gevaldig overraskelse. Sidstnævnte skete for mig med ’Mob Psycho 100’.

Først og fremmest skal det siges, at jeg ikke er en specielt stor tilhænger af manga, men jeg har da set et par titler i Hayao Miyazakis repertoire, og jeg har da også i løbet af teenageårene set min del af både ’Pokémon’ og ’Dragonball Z’. Pointen er, at denne anmeldelse er skrevet af et menneske, der ikke har et specielt forhold til den japanske tegnestil, men omvendt heller ikke har noget imod den. Er alle med? Godt. Vi fortsætter:

Serien er en live-action genindspilning af en, i de kredse, ret populær manga, der handler om Shigeo Kageyama, også kaldet ”Mob”. Han er en tilbagetrukket skoleelev med frygteligt grydehår samt voldsome telekinetiske kræfter. Han er en såkaldt ”Esper” fyldt med tricks og kunster, der alle er bundet til en procentdel som hver episode fører regnskab med, og når Mob når de magiske 100%, sker der noget.

Denne procentmåling har dog ikke, som tilfældet er i lignende tegnefilm, noget at gøre med ”power level” eller noget lignende – det er, bogstaveligt talt, hvor meget bestemmelse en specifik følelse har over Mob. Grundet en episode i fortiden, har Mob nemlig udviklet et sandt følelseskompleks og afskåret sig selv fra disse. Mob Psycho 100 handler nemlig om mange ting, men en af de centrale tematikker er nemlig faren ved ufiltrerede følelser; især de forvirrende følelser, der dukker op i teenageårene.

Hvad ’Mob Psycho 100’ gør rigtigt godt er at fremstille andre ”Espers” som opblæste og arrogante mennesker, der tror at verden er til for dem, blot pga. deres kræfter. Ved at gå imod strømmen, bliver Mob også et levende symbol på vigtigheden af at anerkende sine egne begrænsninger og svagheder og i stedet bruge disse til at gøre sig selv til et bedre menneske. For hvad er pointen egentlig med at have superkræfter, hvis man end ikke kan imponere pigen man er forelsket i med sit normale jeg? Det er en alt for genkendelig følelse hos mange teenagere og gør serien meget sympatisk.

Når jeg alligevel ikke er helt oppe at ringe over ’Mob Psycho 100’ er det, at karakterudviklingen ikke fremstår som ret troværdig. Megen kontekst for udvikling af seriens karakterer sker efter denne udvikling eller slet ikke, som især Mobs brors karakterbue lider under, og det gør det svært nogle gange at leve sig ind i seriens univers.

Men som ”casual viewer” af anime og japansk popkultur var og er ‘Mob Psycho 100’ et både humoristisk, energisk og tempofyldt bekendtskab. Serien appellerer til både den tiltænkte teenage-målgruppe samt alle, der engang måtte have været ”the odd one out” i skoleårene og som fysisk handicappet kørestolsbruger, havde jeg intet problem i at leve mig ind i netop dén rolle.

Se ‘Mob Psycho 100‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.