Anmeldelse: ‘Pain Hustlers’

Emily Blunt er lyspunktet i pharma-drama.

Anmeldt af Emil Andersen.

Netflix-komedien/dramaet ‘Pain Hustlers’ er den fiktive filmatisering af Evan Hughes’ artikel for New York Times i 2018, der beskrev historien om Insys Therapeutics, medicinalvirksomheden, der gik ekstremt langt for at markedsføre og sælge Subsys, en fentanylbaseret flydende spray.

Instruktøren David Yates, som er kendt for sin mange film i ‘Harry Potter’- og ‘Fantastic Beasts’-franchiserne, forsøger at gøre for Big Pharma, hvad ‘The Wolf of Wall Street’ gjorde for aktier, eller ‘The Big Short’ gjorde for boligboblen – dels en skandaløs komedie, dels et tankevækkende drama. Men på trods af solide præstationer fra Emily Blunt og Chris Evans er ‘Pain Hustlers’ hverken chokerende eller skarp nok til at efterlade et varigt indtryk.

Blunt spiller hovedrollen som vores whistleblower Liza Drake. Hun er enlig mor og villig til at arbejde som eksotisk danser eller lave multi-level marketing – hvad som helst for at betale regningerne og forsørge sin unge datter. Hun overbeviser hurtigt lægemiddelrepræsentanten Pete Brenner, som hyrer hende til at hjælpe med at sælge en ny form for fentanyl for det fiktive medicinalfirma Zanna.

Zanna er på gyngende grund. Deres flagskib, et smertestillende middel mod kræft kaldet Lonafen, er angiveligt dobbelt så effektivt som konkurrenternes, men Pete og hans salgsteam kan ikke trænge igennem på det i forvejen snævre marked. Det er her, Liza udmærker sig. Hun samler en hær af repræsentanter og vinder små klinikker i hele Florida og det sydøstlige USA. Er alle hendes salgstaktikker i orden? Ikke ligefrem. Men Liza er en mester, en charmerende svindler, der kan overbevise en gymnasierektor om ikke at bortvise sin datter lige så let, som hun kan overbevise en læge om at gå all in på et uprøvet lægemiddel. Inden længe forsøger hun endda at overbevise sig selv om, at hun er med til at redde verden.

Selv om Liza kæmper med moralen i jobbet, har hendes partner Pete ingen moralske skrupler. Evans udstråler den samme selvtilfredse drengerøv, som han gjorde i ‘Knives Out’ og ‘The Gray Man’, og han beviser, at han er langt sjovere som skiderik end som den skinnende ‘Captain America’. Blunt og Evans er omgivet af en imponerende birollebesætning. Andy Garcia spiller den stadig paranoide Zanna CEO, mens Catherine O’Hara brillerer som Lizas skøre morog den altid fremragende Brian d’Arcy er excellerer i rollen som Dr. Lydell, en lyssky læge, der er villig til at udskrive ethvert lægemiddel, han bliver prakket på, især hvis returkommissionerne hjælper ham med at betale for hårtransplantationer.

Solide præstationer overskygges dog af kaos. Yates bragte magi til troldmandsverdenen, men her propper han Pain Hustlers med voiceovers, freeze frames og sort-hvide mockumentary talking heads. Det er gimmicks, der er blevet gjort før – og bedre – i film som The Big Short, og nu føles de bare en smule flade. Alle disse gimmicks holder filmens egentlige emne på afstand, og selv om den er baseret på en sand historie, bliver ‘Pain Hustlers’ aldrig helt klar over, hvor meget fentanyl har betydet – både på godt og ondt.

Filmen lader endda Liza slippe billigt afsted til sidst og fodre hende med et sympatisk alibi: Det kan godt være, at hun har solgt vanedannende smertestillende medicin på tværs af solskinsstaten, men hun gjorde det kun for at betale for en dyr operation til sin datter. Det eneste rigtige følelsesmæssige indslag er en kort scene, hvor en sørgende enke konfronterer Lydell med, at hun udskrev den medicin, der dræbte hendes mand. Filmen i sig selv er langt mere interesseret i al svineriet og grådigheden end i konsekvenserne. Den er underholdende, men ikke særlig tankevækkende.

Se ‘Pain Hustlers‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.