Anmeldelse: ‘Quincy’

Fortid og nutid smelter sammen på underholdende og rørende vis i dokumentaren ”Quincy”, der ikke kun er et portræt af en levende legende, men en rejse igennem USA’s race- og kulturhistorie igennem de sidste 70 år.

Skrevet af Søren Meinertz.

Frank Sinatra. Miles Davis. Michael Jackson. Udover at være nogle af deres respektive genres ypperligste kunstnere, arbejdede de alle tre også sammen med den legendariske producer, Quincy Jones og det er netop Jones, der er i fokus i Netflix´ nye dokumentar om legenden og manden bag.

Hvad der gør ‘Quincy’ så dejligt anderledes fra mange andre dokumentarer, er dens udeladelse af ”talking heads”, der roser Quincy til skyerne. I stedet følger vi Quincy i nutiden, alt imens manden selv fortæller sin historie igennem utallige gamle arkivklip. Lige fra hans barndom på Chicagos South Side i 30´erne til hans legendariske samrbejde med Michael Jackson på albums som ”Off the Wall” og selvfølgelig ”Thriller”. Men ‘Quincy’ er lige så meget en fortælling om Amerika igennem syv årtier. Racismen, modgangen, de knuste ægteskaber; vi følger Jones igennem det hele og altid på tætteste hold.

Quincy har ikke haft en nem barndom. Hans mor blev indlagt med skizofreni, da han var syv år gammel og mens faderen enten stod i madkøen eller arbejdede som håndværker, blev børnene draget af de flamboyante Chicago-gangstere. Som Quincy selv nævner for rapperen Kendrick Lamar: ”I wanted to be a gangster so bad. Then, I found a piano”. Derfra blev Quincy taget under vingen på bandlederen Count Basie, hvor han perfektionerede sine jazz-evner. Siden blev det til bandleder-tjans på Sinatras ”It Might as Well Be Swing” og alligevel oplever han stadig at mærke hvor lidt velkommen han er i den brede offentlighed i 50´erne.

Man kunne snakke side op og side ned om Quincys arbejde på film-soundtracks som ”In the Heat of Night”, ”The Color Purple” eller det humanitære arbejde han gjorde for Afrika på sine ældre dage, men hvad filmen også dykker ned i er Jones´ involvering i gangster-rappens tidlige dage i 90´erne. Her forsøgte han at stoppe den bølge af drab, der blev enden på folk som Biggie Smalls og Tupac. I en af filmens mest rørende scener, ser man den modløse Jones tale til et rum fyldt med gangster-rappens ypperste navne, hvor han bønfalder dem om at stoppe.

Denne opfattelse af Quincy Jones som en slags national bedstefar holdes i hævd igennem hele dokumentaren. Det er en fabel om det sorte USA igennem 70 år med Quincy i midten, og man kan ikke undgå at føle historiens vingesus, når den tidligere gangster-aspirant står og trykker hånd med store personligheder Barack Obama, Desmond Tutu eller Nelson Mandela.

Til sidst er filmens nutids-segmenter (hvor kameraet føres primært af datteren Rashida) også med til at fortælle en historie om en mand, der langsomt, men sikkert, er ved at vende sig til tanken om døden med sine nære omkring sig. Man hygger sig, når man ser ham sidde veltilpas i en lænestol mens hans store familie omgiver ham og man bliver sentimental, når han skubbes rundt i sin kørestol på The Smithsonian Musseum of Black-American Culture, og opdager, at han har haft en stor rolle at spille i næsten alle museets attraktioner og at de fleste af ikonerne på væggene er døde. It´s wild, man. Michael. Ray Charles. I have their numbers still, but the phone´s ain´t ever gonna get answered again”, siger han eftertænksomt.

Quincy er stor, episk og underholdende dokumentar, når det er bedst tog fungerer også som kompas igennem USA´s pop-kulturelle historie og sidst men ikke mindst: Et hudløst ærligt portræt af en levende legende.

Se ‘Quincy‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.