Anmeldelse: ‘Rebecca’

Den nye filmatisering af ‘Rebecca’ er smuk og elegant at se på og byder på fint skuespil, men i det store hele byder filmen ikke på noget nyt. Den ellers originale instruktør Ben Wheatley tager nemlig ikke de store chancer og hans film virker derfor kedelig og unødvendig.

Skrevet af Michael Larsen.

Daphne Du Mauriers gotiske romanklassiker ‘Rebecca’ har været omsat til andre medier som film, tv, radio og teater gennem mange år. Den mest berømte filmatisering er uden tvivl den af Alfred Hitchcock fra 1940 med Joan Fontaine, Laurence Olivier og Judith Anderson. Filmen vandt Oscar for bedste film og blev Hitchcocks billet til Hollywood, hvor han som bekendt skabte mere filmhistorie med de mange thrillers som ‘Menneskejagt’ og ‘Psycho’.

Nu er ‘Rebecca’ tilbage nu fra den originale filmskaber Ben Wheatley der foreløbigt har skabt usædvanlige genrefilm som ‘Kill List’ og ‘A Field in England’, hvor han legede med genrekonventionerne på sin egen skæve måde og tog tit fusen på publikums forventning med dem. Men her i ‘Rebecca’ er hans instruktion noget mere old school end forventet dog uden at lege Hitchcock.

Historien og mysteriet i ‘Rebecca’ er den selvsamme. En ung og smuk selskabspige (Lily James) arbejder for den nederdærdige Mrs. Hopper (Ann Dowd) i Sydeuropa, hvor hun møder den mystiske men elegante enkemand Maxim De Winter (Armie Hammer). Begge drages af hinandens selskab undervejs deres mange ture sammen og de bliver gift. Men livet som den nye Mrs. De Winter bliver et mareridt for den arme pige, der bliver tit mindet om den tidligere kone Rebecca af den iskolde husholderske Mrs. Danvers (Kristin Scott Thomas), der ikke er bleg for at være hård overfor hende.

Ben Wheatleys nye film føles noget atypisk i forhold til det mere skæve forhold til genrefilm fra starten af hans karriere. For han tør ellers godt at skubbe til publikums sanser, som han i den grad gjorde det med den bizarre periodethriller ‘A Field in England’. Men i ‘Rebecca’ tager han den gængse rute og forfalder til gammeldags traditioner som man har set det i lignede melodramaer, hvilket ikke giver noget nyt til den nye filmversion udover de smukke billeder og god filmmusik fra Clint Mansell.

Skønne Lily James er fortsat en fornøjelse at opleve og giver her sin karakter den velkendte sødme, som hun har gjort det i andre roller. Men det er også kombineret med handlekraft og sårbarhed der skinner igennem og det klæder hende. Men kemien mellem hende og Hammer kunne være langt stærkere. Selv blegner den ellers solide Hammer i rollen som den tyngende enkemand og hans engelske accent er ikke altid lige overbevisende.

Som Mrs. Danvers er Kristin Scott Thomas et fantastisk naturligt fund til rollen, da hun tidligere har spillet isdronninger til perfektion. Hun formår at spille den maniske husholderske med kontrollerede underspil, uden at det formindsker truslen ved karakteren. Scenerne mellem hende og James hører til de øjeblikke, hvor filmen er allermest spændende og giver noget liv til det sløve tempo.

Efter at have set ‘Rebecca’ anno 2020 kan jeg bedst anbefale Hitchcocks gamle version og unge mennesker tager altså ikke skade af at se den sort/hvide film der har mere slagskraft i sin gotiske stemning. For Wheatleys film føles desværre noget kedelig og overflødig trods det gode skuespil fra særligt Lily James og Kristin Scott Thomas og den romantiske/gotiske stemning.

Se ‘Rebecca‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.