Anmeldelse: ‘Roman Empire: Master of Rome’

Anden sæson af Netflix’ antologiserie om de største romerske herskere er endnu engang flot produceret, men dens blanding af dramatisering og dokumentar virker stadig som lidt af en gimmick for gimmickens skyld.

Skrevet af Søren Meinertz.

Jeg har altid været fascineret af Romerriget… og ligeledes har medierne. De konstante magtkampe, intrigerne og selvfølgelig de drabelige slag, byggede også fundamentet for Hollywoods guldalder med film som Quo Vadis?, Cleopatra, Spartacus og selvfølgelig genindspilningen af Ben Hur som var den første film, der indbragte hele 11 Oscars. Samtidig er udbuddet af dokumentarer om ét af verdens største riger også forholdsvist stort, så hvordan kan man vride mere ud af noget, der skete for et par tusind år siden?

Netflix´ bud er en antologiserie, hvor hver sæson har en bestemt romersk hersker i fokus. Første sæson havde Commodus som omdrejningspunkt tilbage i 2016, men til anden sæson er de store kanoner fundet frem. Vi skal nemlig i fem afsnit være i selskab med én af de største: Nemlig Julius Cæsar, der, muligvis er én af de bedst kendte historiske figurer i den vestlige kultur. I 5 episoder á cirka 45 minutters varighed følger vi ham lige fra hans tid som ung officer i legionen henover hans partnerskab og siden fjendskab med Magnus Pompey, til han blev snigmyrdet i et komplot anført af hans egen bastard-søn, Brutus.

Historien om Julius Cæsar er lang og omfangsrig, men alligevel guides man godt og sikkert igennem de store slag og de progressive politikker han indførte. Disse lagde i øvrigt grundpillerne til Romerrigets forvandling fra republik til imperium, og det er ikke nogen overraskelse at hver kejser efter Cæsar bar hans efternavn til minde om, hvad han havde gjort for riget.

Igen er hver enkelt episode bygget som lige dele dramatisering og talking heads-dokumentar. De store slag er flot og drabeligt iscenesat, og de historiske eksperter beretter med stor iver om Cæsars forvandling fra genial hærfører til magtliderlig galning, der til sidst kostede ham livet. Ligeledes fungerer Sean Bean endnu engang som seriens fortæller og tovholder, og hans autoritære og dybe stemmeføring gør sig godt til en fortælling så stor og episk som denne. Samtidig bliver det så også ét af de få historiske dramaer, hvor Sean Bean medvirker og IKKE dør en grufuld død.

Men selvom serien underholder og forholder sig konkret til de historiske begivenheder, kunne jeg ikke lade være med at føle, at det næsten konstante skift mellem dramatisering og dokumentar forekom ret unaturligt. Især i sæsonens sidste to afsnit, bliver skiftene hyppigere og hyppigere, og til sad jeg blot og følte, at det havde været langt bedre at holde sig til enten det ene eller andet. Især når historien når til sit klimaks, er det meningen, at historien skal have så godt fat i seeren at man ikke opdager, at man faktisk bare ser en visuelt oppustet historietime … og det lykkes ikke helt her. Kombiner dette med det faktum, at de dramatiske skuespillere ikke forekommer særligt naturlige. I kampscenerne er det tilgiveligt, men under de mere følelsesladede scener bliver spillet utroligt fladt og kedeligt.

På trods af dette er anden sæson af ‘Roman Empire’ stadig værd at se. Den indfanger dig måske ikke og holder dig i åndeløs spænding som de bedste episke film gør det, men til gengæld fungerer den upåklageligt som en Julius Cæsar: Greatest Hits- historietime, hvor man bliver trygt og sikkert ledt igennem hvorfor Cæsar stadig er en så genkendelig historisk skikkelse 2.000 år senere; med et par blodigt iscenesatte slag indimellem.

Se ‘Roman Empire‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.