Anmeldelse: ‘Sentinelle’

Olga Kurylenko giver den som en kvindelig udgave af enhver anden, moderne selvtægtsactionhelt, men omvendt kønstegn gør ikke en gennemsnitlig hævhistorie værre eller bedre. Det gør den til en gennemsnitlig hævnhistorie.

Skrevet af Søren Meinertz.

Det er snart 15 år siden, at Liam Neeson lagde det halve Paris ned i jagten på pigesmuglere fra Østblokken i ‘Taken’. Allerede dengang var historien om enmandshæren mildest talt godt afprøvet i filmregi, men ‘Taken’ var hurtigt pacet, dvælede ikke for lang tid ved sine plothuller og havde et simpelt, godt underbygget præmis. Far elsker datter. Datter kidnappes. Far smadrer datters kidnappere.

I kølvandet på ‘Takens’ succes ved billetlugerne, begyndte der at komme efterligninger ud på samlebånd, men historien var allerede blevet genstand for utallige jokes i popkulturen, og billetsalget stoppede lige så hurtigt som det var begyndt.

Derfor kan det også undre, at Netflix netop nu udsender ‘Sentinelle’, hvori en ligeledes tough-minded soldat er på hævnmission i Frankrig. Denne gang er det Klara, der, efter en traumatisk mission i Mellemøsten, forflyttes tilbage til sin hjemby Nice for at tjene som soldat i Sentinelle, som er en enhed af tidligere udsendte soldater, der patruljerer den franske side af Rivieraen. Efter en aften i byen bliver Klaras søster voldtaget og lagt i koma, og da gerningsmændene har forbindelser højt oppe i det diplomatiske hierarki, må Klara selv benytte alle sine dødbringende færdigheder i jagten på retfærdighed.

Der er, ud over underholdningsværdien, én stor forskel mellem ‘Taken’ og ‘Sentinelle’ og det er, at sidstnævnte virkelig tager sig selv seriøst. Hvert billede er søbet ind i et gritty og farveløst filter, mens vi ser slo-mo close-ups af Klaras forpinte ansigt. Jeg tror godt, at vi forstår som publikum, at vi skal have sympati, men problemet er, at Klara ikke er nogen fascinerende figur, og det lykkedes ikke Kurylenko at gøre hende specielt interessant.

Sig, vad du vil om Bryan Mills og hans rimeligt ensporede metodik, i det mindste havde Liam Neeson en smule karisma og var lidt mere med på legen. Kurylenko vil gerne ind og ramme en dybere emotionel kerne, men figuren er simpelthen ikke skrevet godt nok, og slet ikke til en film, hvor hun stort set ikke har nogen med-hovedkarakter at læne sig op ad.

På actionsiden er det også ganske standardiseret med den sædvanlige speed-klipning mellem forskellige kameravinkler for at skjule stunt-arbejdet så meget som muligt, og endnu engang har vi at gøre med en film, hvor ting kan lade sig gøre for hovedkarakteren af den simple grund, at hun er hovedkarakteren.

‘Sentinelle’ virker som en film som er optaget for en del år siden, lagt på en hylde og samlet støv og ventet på det rette øjeblik, der så bare aldrig kom … og så blev den udsendt alligevel. Misforstå mig ikke; den er ikke dårligere end mange lignende film, men den er godt nok heller ikke meget bedre, og selvom Kurylenko gør, hvad hun kan i rollen, kan hun ikke hæve rollen over det noget svage udgangspunkt.

Se ‘Sentinelle‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.