Anmeldelse: ‘Shaft’

“What’s the movie that’s trying so desperately to be cool that it ends up becoming kind of uncool? – Shaft!” – Tim Storys forsøg på at genoplive den gamle filmserie er en kun momentvis underholdende, kedelig affære, der ville falde helt til Jorden uden den bagvedliggende starpower.

Skrevet af Søren Meinertz.

Shaft. Navnet på den klassiske, anti-autoritære blaxploitation-helt iklædt rullekravesweater og brun læderjakke, der for første gang så dagens lys i 1971. Filmen (og også dens to efterfølgere) var et produkt af 70´ernes blaxploitation-bølge, der skete som svar på det etablerede Hollywoods mangel på racemæssig diversitet i hovedrollerne, og er den dag i dag stadig et dateret, men stadig uhyre cool, filmisk landemærke. Dengang var attituden rå, volden endnu mere rå og coolness-faktoren var underspillet.

Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at der måtte komme en genoplivning. Den kom for første gang i 2000 med Samuel L. Jackson i hovedrollen, og nu i 2019 vender han så tilbage i rollen. Denne gang som støttepude til fortællingen om Shaft Jr; en 30-årig, woke MIT-nørd, der arbejder for FBI. Da hans bedste ven og krigsveteran, Karim, bliver fundet død, beslutter unge Shaft sig for at løse sagen på egen hånd … med sin street-wise, old-school far, naturligvis.

Der er ingen tvivl om ideen med at udforske generationskløften mellem de to ´Shafts´ er et interessant take, for meget har ikke kun forandret sig siden 70´erne, nej, næsten mere har ændret sig på de 20 år, der er gået siden den første genindspilning så dagens lys. Shaft Jr. er en ´mellennial´ som ældre personer ser dem: Slave af telefonen og ´the man´, følelsesmæssigt og socialt afstumpet og generelt lidt af en tøsedreng. Dette lader den ældre Shaft da heller ikke sin søn glemme ret længe ad gangen, når de mødes efter 30 års adskillelse.

Det er så heller ikke meget bedre, at filmen også sætter lige så meget fut under klicheerne på Jacksons Shaft, der aldrig har lært at bruge en computer, stadig fester på klubben til langt ud på natten og ikke er bange for at bruge vold mod kvinder for at finde sit næste spor i sagen. (I´m an equal-opportunity ass-whooper). Men i sit forsøg på at male kontrasterne mellem far og søn så sort-hvide, kommer Jackson også til at fremstå underligt uncool. Instruktør Tim Story tror åbenbart, at den bedste måde at lade Shaft leve og ånde på, er ved at skrue 100% op for alt dét, der lå mere implicit, eller i hvert fald mere gelinde, i 70´er-versionerne. Typisk 2019 tankegang, for sådan fungerer det ikke, selvom der dog stadig er nogle komiske perler gemt i de verbale udvekslinger mellem Shaft og Shaft Jr.

Resten af manuskriptet er et halvkedeligt opkog af hævnmotiver og ikke færdigbagte ideer om narkotikasmugling, der bare synes at være der fordi de skal opfylde krimi-drama skabelonerne. Der gøres ellers anledning til at ville snakke om både islamofobi og PTSD, men det kommer filmen aldrig tilbage til. Selv filmens actionscener er ret kedelige (med undtagelse af en slo-mo skudveksling i en restaurant til tonerne af Roenettes´ ”Be My Baby), og minder mere om actionen i en TV-pilot end en ægte film. Dog dukker den originale Shaft, Richard Roundtree, op i en birolle i filmens sidste 20 minutter og stjæler fuldstændigt billedet fra både Jackson og Jessie T. Usher, der spiller den unge Shaft. Roundtree finder hurtigt ind til kernen af sin Shaft og leverer med kølig og underspillet præcision sine replikker med stor troværdighed. En troværdighed som Usher og Jackson (eller også instruktøren) troede de kunne opnå ved at råbe op i ansigtet på tilskueren.

Alt i alt er den nye udgave af Shaft meget bedre som koncept end film. Man kan sagtens se, hvad den prøver på; bare ærgerligt at udførslen er så gumpetung og plaget af kedelige actionscener, lige så kedelige skurke, et lidt for snørklet plot og to præstationer, der har starpower, men ender med at udgøre filmens største dødssynd: Den får Shaft til at fremstå som uncool.

Se ‘Shaft‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.