Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Flixfilm » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘Sweet Girl’

Anmeldelse: ‘Sweet Girl’

29/08/2021 | Flixfilm

sweet girl anmeldelse netflix

’Sweet Girl’ byder ikke på nytænkning indenfor hævn-action-thriller-genren. I stedet genbruges dovne klichéer, som Jason Momoa kun må skamme sig over.

Skrevet af Lars Møller.

Lad os være ærlige. Da traileren til ’Sweet Girl’ blev udgivet, var der nok ikke mange, der havde forhåbninger om en filmisk åbenbaring. I stedet lovede traileren os en hævn-thriller med selveste Jason Momoa i hovedrollen. Der var grobund for en underholdende actionfilm, der ville være mere end værdig til en fredag aften i sofaen. Men kan ’Sweet Girl’ overhovedet leve op til det?

SG 20191120 03336 R

Artiklen fortsætter under annoncen

Filmen indledes med en actionfyldt begyndelse, der ser Ray Cooper (Jason Momoa) omringet af politi. I stedet for at overgive sig, vælger han at springe fra toppen af et stadion og ned i en flod. Filmen klipper derefter adskillige år tilbage, hvor vi følger en lykkelig lille familie, der hurtigt bliver revet fra hinanden, da Rays kone dør efter længere tids sygdom. Ude af sig selv vælger Ray at bekæmpe det medicinalfirma, der tog medicinen, der kunne have reddet hans kones liv, af markedet i sidste øjeblik. Han beskylder dem for hendes død, og en voldsom konfrontation med den lyssky medicinalorganisation tvinger ham og datteren (Isabela Merced) på flugt.

Efter at have læst det korte udgangspunkt for ’Sweet Girl’ bør enhver fornuftig person vel stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor er det medicinalfirmaets skyld, at Ray mister sin hustru? Bevares, medicinen, de vælger at holde tilbage, kunne have reddet hendes liv, men det er der vel ingen garanti for. Hun kunne lige såvel have mistet livet, selvom hun havde fået medicinen tidsnok.

Dette er blot et af de enorme huller i denne films plot, og ikke det eneste eksempel på vores hovedkarakterers tvivlsomme motivationer. Men det er desværre disse søgte motivationer, som ’Sweet Girl’ er bygget op af.

De to hovedroller, Momoa og Merced, har en hæderlig kemi, men deres skuespil er for ofte ufrivilligt komisk. Og tro mig ret, jeg er ligeså stor fan af Momoa som alle andre ’Game of Thrones’ fans. Jeg synes dog, at han er fejlcastet her. Han gør det overordentligt godt som Khal Drogo i ’GoT’ og er endda også virkelig underholdende som Aquaman i DCs fejlslagne cinematiske univers – og alligevel virker han malplaceret i denne film.

LÆS OGSÅ:   Anmeldelse: 'Tomb Raider: The Legend of Lara Croft'

Da Ray mister sin kone reagerer han voldsomt på en hospitalsgang. Dette skal være filmens store emotionelle anker, men Momoa formår langtfra at bære denne scene. I stedet kryber vi sammen i sofaen af pinlighed, mens den store hawaiianske mand kæmper sig igennem scenen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men allerværst er den unge Isabela Merced, der slet ikke formår at brænde igennem her. Og det er altså ikke kun skuespillerindens skyld. Hendes karakter er særdeles overfladisk, hvilket gør, at vi aldrig føler med hende, og derfor aldrig helt begriber motivationen bag hendes handlinger. Her er flere scener, hvor hendes skuespil simpelthen ikke fungerer.

SG 20191127 05673 R

Filmens visuelle side er desværre også ubeskriveligt dovent. Generelt virker produktionen af denne film, til at have sprunget over, hvor det var lettest. I en kampscene, der foregår i en togvogn, bliver Ray sparket ud ad vognens vindue. Her er det helt tydeligt at se, det smadrede glas er lavet af CGI. Man har altså ikke engang prøvet at lave ”praktisk action” – i stedet har man digitalt finpudset filmen i postproduktionen. Det er virkelig ærgerligt og virkelig dvaskt.

’Sweet Girl’ lever langtfra op til de beskedne forventninger, som traileren efterlod os med. I stedet bliver vi modvilligt revet med på en unødvendig jagt efter ukendte bagmænd, der lurer i medicinalindustriens skygger. Hen mod filmens slutning præsenteres vi da også for et enormt twist, der gør filmen til offer for dens egen idioti og dovne manuskriptskrivning.

Se ‘Sweet Girl‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.




Skriv kommentar