Anmeldelse: ‘The Midnight Sky’

George Clooneys nyeste bedrift som instruktør får ikke sin ene stjerne fordi det er et makværk. Den er flot og godt spillet, men den er også generisk, uden karakter og søbet ind i følelsessovs så tyk og klæg, at den får andesovsen til at ligne kartoffelsuppe.

Skrevet af Søren Meinertz.

2020 har filmmæssigt stået i Netflix’ tegn. Tjenesten har stået for flere af de, for denne anmelder, bedste film i dette mærkelige år, men lige her på falderebet skal vi så lige stifte bekendtskab med ‘The Midnight Sky’, der i dén grad falder på gulvet.

Filmen er baseret på Lily Brook Dalton’s bog ‘Goodmorning Midnight’ og tager sin begyndelse med den kræftramte videnskabsmand Augustine (Clooney med fuldt depressionnsskæg), der, efter en katastrofe har ramt Jorden, sidder alene på sin overvågningsstation på den Arktiske Cirkel. En dag får han kontakt til rumskibet Aether, der har været på en mission for at finde en planet, der kan fungere som en anden Jord. Augustine må nu prøve at advare besætningen på Aether, og tingene bliver ikke ligefrem mindre komplicerede, da han finder en efterladt pige på sin station.

De seneste par år har filmverdenen budt på mange sci-fi eposser om menneskets søgen efter nye planeter og Jordens nært forestående kollaps. Film som ‘Ad Astra’, ‘Interstellar’ og ‘The Martian’ har alle på en eller anden måde omkredset dette, og ‘The Midnight Sky’ lægger sig da også stilmæssigt meget op af disse med mange flotte billeder af både det isolerede miljø på Cirklen, og rummets dybe, stille ro.

Desværre er historien lige så klichépræget og tom, som den er flot. Vi har set samtlige handlingstråde mange gange før og langt bedre, og derfor føles filmen følelsesmæssigt mere kønsløs end en gåtur i det nærmeste storcenter (indsæt egen corona-joke her). Vi kan jo bare tage det forcerede far-datter forhold, som filmen kager rundt i. Augustine skal lære at sætte pris på samhørigheden, selv når vi nærmer os selvdestruktion. Den har vi hørt før, ikke? Komplet med øredøvende strygere, når de to bliver væk fra hinanden.

Eller hvad med det faktum, at besætningen ombord på Aether (der bl.a. tæller talenter som Felicity Jones, David Oyelowo og Kyle Chandler), er beskrevet lige så kønsløst og kedeligt, hvor karakteropbygningen aldrig bliver til mere end at brainstorme navne til Jones’ ufødte barn eller at synge med på ‘Sweet Caroline’ i kor?

‘The Midnight Sky’ er altså en film, der starter og aldrig rigtigt kommer i gang. De få set-pieces, der er, er kun spændende på et overfladisk niveau, ikke menneskeligt fordi karaktererne ikke er involverende, og bare fordi, at man putter nutidige problemstillinger ned i sin film, betyder det ikke pr. automatik at det er godt, gør det? Det er det samme som at høre et album med punkbandet ‘Simple Plan’ som voksen; der er masser af referencer til det hårde teenageliv, men når man har hørt det samme gjort meget bedre og med langt mere følelse, så ender det bare som en lunken omgang, hvor originalitet går hen for at dø, og den følelsesmæssige tangent dikteres af hvor høje violinerne er.

Skidt, Clooney. Virkelig skidt.

Se ‘The Midnight Sky‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.