Anmeldelse: ‘The OA’ – sæson 2

‘The OA’ er en syret science fiction-serie om interdimensionelle rejser, identitet og kærlighed. Og var du bare det mindste interesseret i Brit Marlings og Zal Batmanglijs første sæson om ’The OA’, så skylder du dig selv at dykke ned i denne nye sæson.

Skrevet af Lars Møller.

Da ’The OA’ meldte sin ankomst på Netflix ved udgangen af 2016, var mange overraskede og forundrede over denne nye science fiction-serie, som ingen storladen introduktion eller opmærksomhed fik forud for sin udgivelse. Serien blev modtaget med blandede reaktioner – nogle mente, at det var en kopi af ’Stranger Things’, som havde været et bragende hit sommeren forinden, mens andre priste seriens mystik og visuelle greb.

’The OA’ er et passionsprojekt skabt af hovedrolleindehaveren, Brit Marling, og seriens primære instruktør, Zal Batmanglij. Begge har de samarbejdet tidligere på film såsom ’The East’ og ’Sound of My Voice’. Og nu, over to år efter premieren på seriens første sæson, har vi så fået endnu en del af historien om OA.

Sæsonen lægger ud med et nyt mysterie: En ung pige er forsvundet i San Fransisco, og privatdetektiven Karim tager sagen, efter pigens bedstemor desperat opsøger ham for at få hjælp. Karim indleder sin eftersøgning og finder hurtigt ud af, at den unge pige deltog i et gådefyldt mobilspil. Dette leder ham videre på en usædvanlig eftersøgning. Sideløbende afsløres det, at OA rent faktisk hoppede fra én dimension til en anden i slutningen af seriens første sæson. Hun har nu overtaget sin dobbeltgængers bevidsthed i denne nye dimension, hvor Karim leder efter den bortkomne pige. Men før hun når at fejre hendes interdimensionelle rejse, bliver hun anbragt på en anstalt for psykisk syge, der ledes af ingen ringere end hendes gamle kidnapper, Hap.

I seriens første sæson fulgte man primært OAs fortælling om hendes indespærring, og om det bånd hun knyttede til sine medfanger. Desuden fulgte man hendes tilbagevenden til Michigan, hvor hun berettede sin historie til fem udvalgte personer; Steve, Buck, BBA, Jesse og ’French’. Dette var klart et af seriens svageste punkter, da denne storyline trak serien i langdrag, og måske ikke gav det pay-off, som man havde håbet på.

I denne nye sæson bliver vi præsenteret for et nyt plot, hvilket er vidunderligt forfriskende. Dette nye sideplot om den forsvundne pige er klart sæsonens stærkeste kort, da man var kørt træt i begge gennemgående plots fra første sæson. Dog skal det nævnes at mobilspillet/app’en, som Karim efterforsker, virker meget underligt og søgt. Det virker som et bevidst valg at inkorporere moderne afhængigheder. Karim bliver selvfølgelig indblandet i OAs narrativ, hvilket blandt andet resulterer i en af seriens mest syrede scener involverende en kæmpeblæksprutte. Sæsonen formår derudover stadig elegant at opsamle fortællingen fra den tidligere sæson og man bliver hurtigt genopslugt af seriens mytologi igen. Serien samler også op hos Steve og de andre i Michigan, hvilket resulterer i et alt for langt og kedsommeligt tredje afsnit. Dette har mulighed for at bygge op til mere, men umiddelbart synes man ikke at have lyst til at tilbringe mere tid med disse karakterer.

Vi ser endnu engang Brit Marling i rollen som Nina/Prairie/OA, og hun gør det eminent godt. Hun bringer en masse usikkerhed og tvivl til denne karakter, hvilket gør, at man ofte betvivler hendes sindstilstand. Karakteren kunne hurtigt virke for selvsikker og distanceret, havde det været en anden skuespillerinde. Også Emory Cohen og Patrick Gibson gør det igen fremragende som henholdsvis den plagede Homer og den urohærgede high school-elev Steve. Især Cohen får nye muligheder for at vise sit dramatiske kunnen. Som Karim ses Kingsley Ben-Adir, der er en fornøjelig ny karakter. Det er forfriskende endelig at være i selskab med en karakter, der ikke har ondt af sig selv, hvilket de fleste andre har i denne serie.

Visuelt har ’The OA’ et overskud uden lige. Lige fra start bliver der disket op med smukke skud af San Fransiscos bakkede bymidte i solnedgangsskær. Det er en fornøjelse at se. Generelt virker anden sæson mindre energi- og farveforladt, end hvad man havde vænnet sig til fra den første. Serien er stadig overordentlig god til at skabe syrede og underfundige scener – altså scener hvor man i første omgang ikke forstår virkemidlerne. Her kan nævnes en scene fra det første afsnit, hvor Karim udspørger en person omkring pigen og app’en. Du hører ikke deres samtale, da øredøvende industrielt ambient musik spiller i lydsidens forgrund. Du nøjes derfor med at læse deres læber for at få fat i dialogen. Dette er modigt og passer perfekt til seriens udstråling. Scoret fortsætter desuden med at være en vanvittig blanding af synthesizer og violinspil, hvilket bidrager utrolig meget til seriens bizarre stemning.

Anden sæson af ’The OA’ formår at overgå sin første med længder, og det allerede i løbet af sæsonens fire første afsnit. Her er generelt skruet op for antallet af plottråde, stemning og syrethed. Dog bliver man i nogle afsnit spist af med nogle langsommelige, filosoferende scener, som man allerede var blevet træt af. Heldigvis er der længere imellem disse end i første sæson. Alle skuespillere er tilbage i deres respektive roller – Brit Marling og Emory Cohen formår endda at give deres karakterer endnu mere dybde. Så er man til syret science fiction, bør man ikke snyde sig selv for denne oplevelse.

Se ‘The OA‘ på Netflix Danmark.

Anmeldelsen er baseret på de første fire afsnit af sæson 2.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.