Anmeldelse: ‘The Punisher’ – sæson 2

Endnu engang sadler vi op sammen med Frank Castle aka. ‘The Punisher’ i bedste, brutale lone-ranger stil i en sæson, der, efter alt at dømme, tegner til at slægte sin allerede fremragende første sæson på.

Skrevet af Søren Meinertz.

Der er gået lidt over et år siden Frank Castle, sammen med Micro, sprængte den store, militære konspiration, der var skyld i hans families død vha. lige dele snilde, knytnæver og utallige patronhylstre. Under sit nye navn, Peter Castaliogne, lever han nu livet som en ramblin´ man i Midtvesten. Men problemerne kan han tydeligvis ikke køre fra, for da et værtshusslagsmål udvikler sig dramatisk og han samtidig møder den mystiske Amy og den godmodige bartender Beth, jagtes han snart af eks-elitesoldater, anført af den gudfrygtige John Pilgrim og samtidig i New York er en gammel kending med alternative ansigtspiercinger ved at vågne fra sin hospitalsseng.

Der foregår endnu engang rigtigt meget i de første afsnit af anden sæson af ‘The Punisher’, men endnu engang gør det ikke så forfærdeligt meget, for Steven Lightfoot bygger videre på den testosteronfyldte, gritty americana-atmosfære, der kendetegnede første sæson. Her er det blot meget mere udtalt, da Frank, placeret på de midtvestlige landeveje langt fra storbyen, rent bogstaveligt legemliggør den amerikanske, mytiske antihelt, der må rydde op hvor end han kommer frem; oftest med en anti-autoritær attitude og en ivrig aftrækkerfinger. Der rippes dog i ny og næ et lille hul i den heltedyrkelse, når de andre karakterer konkluderer at han måske nærmere udæsker volden fremfor at forebygge den.

Det er dét, der gør denne series Frank Castle til sådan en forbandet underholdende og tragisk figur. Vel besidder han evnerne til at nedkæmpe et helt regiment, men i dén proces har han måske fået tændt for et urinstinkt han ikke kan slukke igen; uanset hvor meget han end prøver. Jon Bernthal udviser endnu engang at han ER Frank Castle; han kan gå fra at være hyggeonkel til dræbermaskine på ét sekund, og hans ligefremme måde at sige tingene på samt hans tørre humor gør, at han forbliver sympatisk. Amber Rose Revah er også tilbage som den ihærdige agent Medani, der er klart en af de bedste kvindelige karakterer i Marvel og Netflix´ TV-univers og Ben Barnes er endnu engang at finde som Billy Russo, der måske, måske ikke, lider af hukommelsestab efter den voldsomme konfrontation med Castle i første sæsons afslutning.

Actionen og stuntarbejdet er endnu engang fremragende iscenesat. Hele første afsnit er ét langt build-up til et værtshusslagsmålet, der antænder denne sæsons lunte, hvor Frank hårdt og brutalt nedkæmper en mindre hær af lejesoldater. Det er iscenesat med en perfekt balance mellem det drengerøvstiltalende og direkte væmmelige, så man både jubler og kniber øjnene sammen på samme tid.

Hvis man nu skal sætte fingeren på noget lettere kritisabelt, er det den lettere episodiske tomgang, der nogle gange opstår i afsnittene. I første sæson havde de en klassisk, langtrækkende konspirationshistorie, der var personlig for Castle hvor spor skulle følges og efterforskes. Her føles afsnittene mere episodiske og bi-karakterer kommer og går, og engang imellem godt kan det være svært at engagere sig i dramatikken. Det er dog som om, at sæsonen er ved at finde sin historie ved udgangen af sæsonens tredje afsnit.

Hvis man kunne lide første sæson, er denne anmelder ikke i tvivl. Du kan roligt hoppe ind på passagersædet i Franks benzindrevne jernhest og tag del i hans hævntogt, når han som en anden John Wayne eller Clint Eastwood afstraffer de skyldige. Det er amoralsk, intenst og ikke mindst, for det meste, forbandet bad-ass underholdning!

Se ‘The Punisher‘ på Netflix Danmark.

Anmeldelsen er baseret på de tre første afsnit i sæson 2.

Læs også anmeldelse af ‘The Punisher’ sæson 1.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.