Anmeldelse: ‘The Stronghold’

Med en gritty, gadenær kameraføring, godt skuespil og sympatiske karakterer, er ‘The Stronghold’ en solid, fransk drengerøvs-politifilm, men dialogen og plottets udfoldelse er meget klichépræget og det forhindrer fuldstændig indlevelse.

Skrevet af Søren Meinertz.

Politifilm. Man kan argumentere, at genren som vi kender den i dag, blev startet med William Friedkin’s ‘French Connection’ fra 1971, hvor ordensmagten er sympatisk skildret, men samtidig heller ikke glorificerer de nogle gange lovbrydende metoder, som betjente med storhedsvanvid benytter sig af i jagten på de ‘rigtige’ skurke’.

Den rigtige historie bag ‘French Connection’ udsprang af, at narkobaroner fra Marseille smuglede heroin ind i Amerika; derfor er det passende, at denne nye, franske Netflix-film omhandler en moderne politistyrke i Marseille, som også kommer til at bide over mere end de kan tygge.

Filmen tager udgangspunkt i elite-narkoenheden ‘BAC NORD’, der patruljerer ét af de mest hårdkogte bandemiljøer i Marseille. Grundet arbejdets fare, er de tre kollegaer Greg, Yass og Antoine tætte som brødre. Da en af Antoine’s meddelere informerer dem om en forestående stor narkosending til en af ghettoerne og til gengæld forlanger en stor betaling, indvilliger de. Men det kommer de til at fortryde, for betalingen kan ikke komme ad lovlige veje.

‘The Stronghold’ lægger fra starten ud med en heftig biljagt og toner dermed rent flag med hvad for en slags film det er: En film, hvor båndet mellem politikollegaer går forud for lovens bogstav. De tre kollegaer bander, svovler og kører med fuldt tryk på macho-bullshit faktoren, som man også ser det i mange andre politifilm.

De tre kollegaer kender vi også hurtigt som stereotyper inden for filmens verden: Greg er faderfiguren og muskelbundtet, der holder sammen på gruppen. Antoine er festaben og kvindebedåreren, og Yass er medløberen, der prøver at stifte familie. Det er som at sætte sig til rette i en slidt, men behagelig lædersofa: Du ved, hvor du skal hen og du ved (stort set) også, hvor det hele skal ende.

For lædersofaen ER slidt. For selvom den håndholdte, gritty kameraføring i actionscenerne og det solbeskinnede Marseille er en utraditionel location for hårdkogte politidramaer, så har man også set det hele før, og mange gange. Du kender nærmest alle plot-points (ikke mindst fordi filmen benytter sig af den noget dovne rammefortælling, hvor du får slutningen til at begynde med) før karaktererne selv gør det, og dialogen er enormt klichépræget og er mere svulstig filmdialog end det er egentlig politi-lingo. Og det ødelægger lidt den dokumentariske stil, som man kan mærke at instruktør Cédric Jimenez forsøger at indgyde filmen med. I film som ‘French Connection’ og ‘End of Watch’ føler du, at du er med på førersædet i patruljebilen. I ‘The Stronghold’ må du nøjes med bagsædet.

Og alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle mig solidt underholdt af ‘The Stronghold’. Figurerne er stereotyper, men sympatiske og godt spillede, og actionscenerne og det menneskelige drama fungerer efter hensigten. Er man allerede aficionado indenfor genren, er der bestemt noget her at forlyste sig med i løbet af de hurtige 105 minutter.

Se ‘The Stronghold‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.