Anmeldelse: ‘Titans’ – sæson 2
12/01/2020 | FlixfilmDer er lagt op til flere superhelte-løjer i den nye sæson med DC-heltene ‘Titans’. Serien kører i samme underholdende spor som sidst uden de helt store afgørende overraskelser. Nye figurer gør dog deres del for at give serien noget sjov og spas.
Skrevet af Michael Larsen.
Det var noget af et cliffhanger som superhelte tv-serien ‘Titans’ endte sin første sæson med. I det hele taget var det fint at se en serie om superhelte fra DC Comics gå i en mørk retning trods de kulørte tv-rammer og anden sæson af ‘Titans’ fortsætter i det spor. De umage helte kæmper fortsat mod de okkulte kræfter, som er efter det særlige medlem Raven (Teagan Croft). Men der er også andre udfordringer i horisonten i form af den psykopatiske superskurk Deathstroke (Esai Morales), en ustabil Superboy (Joshua Orpin) og Robins (Brenton Thwaites) gamle mentor, den legendariske Bruce Wayne aka Batman (Iain Glen)!
Første sæson havde den tunge opgave med at etablere ‘Titans’-medlemmerne hver for sig, hvilket uundgåeligt udfordrende tempoet sidste gang. Den hindring er heldigvis et overstået kapitel og det giver serien et væsentligt bedre flow. Introduktionen af nye bi-figurer som de andre klassiske DC-figurer fungerer rigtigt godt i samspil med den overordnede historie. Som Deathstroke giver Esai Morales superheltene nok kamp til stregen med sin benhårde fysik og sadistiske intellekt, hvilken er meget tro til figuren.
Iain Glen overbeviser som en ældre Bruce Wayne og giver rollen en lignede autoritet som hans kendte rolle som Jorah Mormont fra ‘Game of Thrones’ med noget ekstra mørke. Det føles lidt tæt opad den bitre og hårde Batman, som jeg husker det fra Frank Millers anerkendte Batman-tegneserie ‘Batman: The Dark Knight Returns’. Scenerne mellem Glen og Thwaites er gode, da man fornemmer deres gamle fortid mellem dem, uden at der er behov at udpensle det for almen publikum. For hvem i forvejen kender ikke til den tidligere dynamiske duo?
Kombinationen af det dystre og det kulørte fungerer fortsat godt i ‘Titans’. Hollywoods tv-folk har virkelig indenfor de senere år fundet en gylden mellemvej i at ramme de særlige superhelte-kostumer fra tegneserierne uden at tabe det ikoniske på bekostning af såkaldt realisme. Og tilmed uden at tilføre brystvorter på kostumerne, som man så det i den ultimative ringe tåkrummer-film ‘Batman & Robin’! De visuelle effekter har fået noget facelift siden sidst, så produktionsholdet har tydeligvis haft flere penge i hænderne.
Selve Titans-holdet spiller stadig godt sammen og humoren mellem dem føles mere naturligt i denne her omgang. Det egentlige drama i serien kommer fra de store uenigheder blandt dem, når de stiller spørgsmålstegn ved deres handlinger og samarbejdsevner. Ikke noget nyt i den slags historier, men det er med til at gøre dem menneskelige.
Det kan anbefales at gense de sidste par episoder fra første sæson, inden man giver sig i kast med den nye omgang ‘Titans’, da den starter historien vitterligt, hvor man sidst så de unge helte. Dem der efterhånden er blevet mættet af superhelte generelt, vil med garantispringe over til noget andet. Men for hardcore superhelte-fans er ‘Titans’ – sæson to bare endnu et fix fra DC-universet at fordøje i det triste vintermørke.
Se ‘Titans‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.