Anmeldelse: ‘Unicorn Store’
10/04/2019 | FlixfilmCaptain Marvel herself, Brie Larson kan nu skrive instruktør på sit cv med komedien ‘Unicorn Store’. Filmen er tydeligvis gjort med passion fra hendes side, men i sidste ende er det færdige resultat meget hæmmet af et tåbeligt manuskript med et banalt budskab, der er svært at tage alvorligt.
Skrevet af Michael Larsen.
Det er rimelig god timing fra Netflix´s side at udgive Brie Larsons instruktørdebut ‘Unicorn Store’, der kommer i kølvandet på hendes store Marvel-hit ‘Captain Marvel’. Komedien med den finurlige titel blev lavet engang for nogle år siden, men havde ingen distributør. Lige indtil Netflix trådte ind i billedet og bingo nu kan folk se den.
Larson spiller selv hovedrollen som den fallerede kunststuderende Kit, der nu er ude af kunstskolen efter at have dumpet med sine regnbue-malerier. Hun er nu uden retning og dermed på røven. Hun bor stadig hos sine forældre, der ivrigt prøver at få hende ud i noget seriøst arbejde. Kit ender med at få noget kontorarbejde via et vikariat, men hun bliver fristet af en sær butiksejer (Samuel L. Jackson) om at eje en enhjørning og dermed får hun en mulighed for at virkeliggøre sin barndomsdrøm. Ja, den er god nok. Så skørt er plottet!
Filmen byder på et galleri af farverige personer anført af Larson selv. Hende og Jackson havde en særlig kemi sammen i ‘Captain Marvel’, men det mærker man ikke her på samme måde i ‘Unicorn Store’. Som såkaldt butiksejer er Jacksons rolle mere en besynderlig overspillende gæsterolle komplet med paryk med glimmer på og lyserød habit. Som Kits skæve mor spiller Joan Cusack atter engang på weirdo-rutinen, som hun har gjort det gennem mange år, mens Bradley Whitford ikke har meget indhold i hans ligeså skæve faderfigur. Det store plus i castet kommer i form af en velspillende Mamoudou Athie som tømreren Virgil, der hjælper Kit med hendes mærkelige mission ved at bygge en stald til hendes enhjørning!
Selve Kit-figuren er mildt sagt noget irriterende og gak i låget på en ucharmerende måde. Trods Larsons ihærdige forsøg på at gøre hendes figur sympatisk, så forbliver Kit en person man har lyst til at råbe ad: “Så bliv dog voksen!” Kit er mest tålelig at overvære, når hun er sammen med den mere jordbunden Virgil. Dertil virker kemien mellem Larson og Athie rigtigt godt og er filmens egentlige hjerte.
Som instruktør viser Brie Larson lovende evner bag kameraet og kan tilmed lege med farver og magisk realisme. Tidligere har hun lavet to kortfilm, så noget erfaring har hun. Man kan mærke at filmen har været et passionsprojekt for hende at lave. Men hendes film hæmmes meget af Samantha McIntyres tynde manuskript, hvis idé slet ikke griber en.
Filmen virker som en børnefilm for voksne, men jeg tvivler på at selv barnlige voksne vil kunne få noget ud af den. Som et moderne eventyr havde filmen været fint til de her kyniske tider, men der er intet magi her desværre, selvom den fine musik ellers prøver hårdt på at skabe det.
‘Unicorn Store’ er i sidste ende en tåbelig debutfilm fra Brie Larson trods velmenende intentioner. Den er mærkelig på den dumme måde og dens budskab om at blive voksen og samtidig bevare det indre barn i sig er for banalt. Til næste gang må Larson finde sig et bedre manuskript med gode idéer og figurer til at bygge videre på sin instruktørkarriere. For ‘Unicorn Store’ er en sølle pruthest.
Se ‘Unicorn Store‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.