Anmeldelse: ‘Velvet Buzzsaw’

Kunst af overnaturlig karakter myrder løs i LA’s excentriske kunstverden i den surrealistiske gyser ‘Velvet Buzzsaw’. En hysterisk underholdende Jake Gyllenhall som selvhøjtidelig kunstkritiker farer rundt i manegen i en mærkelig sammenkobling af satire og gys. Filmen formår desværre ikke at samle de to ekstremer til en samhørig oplevelse trods god underholdningsværdi.

Skrevet af Michael Larsen.

En af Jake Gyllenhalls bedste roller var i ‘Nightcrawler’, hvor hans psykotiske Lou Bloom jagtede efter den amerikanske drøm for enhver pris som manisk bidragyder af optagelser med død og ødelæggelser til en benhård tv-verden – repræsenteret af en kynisk Rene Russo som nyhedsredaktør. Filmen var en af de bedste fra år 2014 og manden bag den dystre filmperle var den erfarne manuskriptforfatter og Russo’s mand Dan Gilroy, der havde sin debut som instruktør. Derefter lavede han advokatdramaet ‘Roman J Israel, Esq.’ med Denzel Washington.

Nu samarbejder Gilroy igen med Gyllenhall i en besynderlig Netflix-gyser med en ligeså besynderlig titel, ‘Velvet Buzzsaw’. Titlen referencer til et fiktivt punkband, som en af filmens personer var med i, men selve filmen handler om LA’s kunstverden og et galleri af spændende originaler. Vi følger den kyniske og biseksuelle kunstkritiker Morf Vandewalt (!) (Jake Gyllenhall) og hans dagligdag blandt kunstnere og kunstkøbere, deriblandt den lede galleriejer Rhodora Haze (Rene Russo), kunstkuratoren Gretchen (Toni Collette) og den aldrende, abstrakte kunstner Piers (John Malkovich).

Vandewalt er en sand snobbe og er absolut ikke bleg for at knuse nye kunstnere, hvis han finder deres værker uoriginale. En af Hazes assistenter, den ambitiøse Josephina (Zawe Ashton) gør sig dog et unikt fund – nogle efterladte kunstværker der virker noget forstyrrende med sine uhyggelige motiver. De var malet af den afdøde kunstner Vetril Dease, som var et totalt ukendt navn på kunstscenen. Vandewalt bliver begejstret for værkerne, men de er langtfra almindelige. For de er fulde af liv og kan dræbe enhver, der udnytter dem til kommerciel formål…

Dan Gilroy har i interviews nævnt Robert Altmans fantastiske Hollywood-satire ‘The Player’ som inspirationskilde. For både ‘The Player’ og ‘Velvet Buzzsaw’ kommer ind på en verden, der præges af en ustabil balance mellem kunst og forretning. Men hvor Altmans film mestrede at blande sin satire ind i et mordmysterie, kniber det her for Gilroy at gøre nyttigt brug af sit spændende genremix.

Satiren her i ‘Velvet Buzzsaw’ er velmenende, men det når aldrig at stikke dybere, hvilket er synd, da det miljø er oplagt mål for spydige jokes. Det overnaturlige gys er interessant med de originale effekter og dødsscener. De virker som noget der kunne være perfekt til en ‘Nightmare on Elm Street’-film og man savner ikke engang Freddy Krueger! Særlig en dødsscene har en sjov kommentar til hvad der er kunst og bare rolig, jeg afslører det ikke her. Filmen bliver dog aldrig skræmmende, så ikke jump scares her.

Gyllenhall fører flot an som den syrede Morf Vandewalt – det er til dato det mærkeligste navn på film! Det er sejt at se Gyllenhall forsætte med at tage chancer med gakkede figurer. Hans kunstkritiker er sindssyg selvoptaget og hans herlige replikker bliver leveret med en skæv, højtidelig tone. Rene Russo forsætter med at medvirke i sin mands film og spiller endnu en giftig isdronning, som hun gjorde det så godt i ‘Nightcrawler’. Andre dygtige folk som Toni Collette, John Malkovich og Natalia Dyer fra ‘Stranger Things’ bliver til gengæld ikke brugt til det store, mens Zawe Ashton viser sig som et værdigt talent, der er værd at holde øje med.

Gilroys sarkastiske frontalangreb på kunstverdenen har ikke den samme slagkraft som den bedre ‘Nightcrawler’. Dertil mangler der mere saft og kraft i historien, selvom den er underholdende med glimrende skuespil fra især Gyllenhall, Russo og Ashton og de surrealistiske, opfindsomme scener med vold og død. Filmen vil nok bedst tiltale dem derude, der har lyst at se noget bizart.

Se ‘Velvet Buzzsaw‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.