Anmeldelse: ‘When They See Us’

’When They See Us’ er et gribende drama om familier, uretfærdighed og spildt ungdom. Med denne mesterlige miniserie viser Ava DuVernay hvor talentfuld en instruktør, hun faktisk er, og når serien viser os de værste sider af mennesker, er den allerbedst.

Skrevet af Lars Møller.

Ava DuVernay kæmper i disse år sin egen kamp for afroamerikanernes rettigheder – direkte fra instruktørstolen. Med titler som ’Selma’ og den Netflix-tilgængelige dokumentar ’13th’ tegner der sig et tydeligt mønster, som hun nu fører videre med ’When They See Us’. Miniserien berører sagen om ’The Central Park Five’, der i 1989 blev dømt for et grufuldt overfald og voldtægt af en ung, hvid kvinde, der løb sig en tur i Central Park i New York. Vi har tidligere set flere dramatiseringer af virkelighedens kriminalsager, såsom begge sæsoner af ’American Crime Story’, og nu er turen så kommet til Central Park jogger-sagen.

En aften i april 1989 bliver en ung kvinde udsat for et foruroligende overfald i Central Park. New Yorks 24. politidistrikt bliver sat på sagen, og de finder hurtigt frem til vidner, der befandt sig i parken på det pågældende tidspunkt. Antron, Kevin, Yusef, Korey og Raymond bliver alle på hver deres måde filtret ind i politiets eftersøgning. Da medierne får nys om sagen, bliver Linda Fairstein, den daværende ledende efterforsker, desperat. Hun beslutter sig for, at de ikke længere skal behandle drengene som vidner, men som mistænkte. De fem unge, mørke drenge bliver dømt baseret på deres tvungne skyldserklæringer, og serien følger derefter dem og deres familier igennem denne tragedie.

’When They See Us’ er en miniserie, der består af fire afsnit. Afsnittene varierer i længde, og de fungerer nærmest som fire enkeltstående film. Seriens to første afsnit, der omhandler voldtægtssagen og den efterfølgende retssag, er, hvor DuVernay har allermest at se til. Tempoet er højt, men der dvæles stadig ved karakterenes erkendelser, da det går op for dem, hvilke urimelige situationer, de bliver placeret i. Dette er også med til at give alle fem hovedpersoner den emotionelle dybde, der gør, at man som seer investerer sig i drengene. I seriens sidste to afsnit mærker man særligt, hvor frie tøjler DuVernay egentlig har haft. Historien nøler af sted, og selvom der er mange karakterer at følge, så bliver det desværre en smule langtrukkent, før vi får den tiltrængte afklaring.

I seriens fjerde afsnit følger vi næsten udelukkende Korey efter hans dom. Dette er et modigt valg, og det fungerer på sin vis også fint. Koreys historie er fængslende, forfærdelig og vigtig at fortælle, men det trækkes for langt ud og der gås for meget i detaljer, før vi når seriens sidste akt. DuVernay virker til bevidst at gå udenom sagens detaljer for at fokusere på sine hovedpersoner og deres relationer, og selvom man er investeret i sagens oplysninger, må man tage hatten af for DuVernay, for man er om ikke mere investeret i hendes karakterer.

Udover de fem drenge er der samlet et stort ensemblecast, der tæller flere store navne såsom Felicity Huffman, Joshua Jackson, Michael K. Williams, Vera Farmiga, John Leguizamo og Famke Janssen – bare for at nævne nogle stykker. Alle gør de det exceptionelt godt. Især Joshua Jackson, som nok er bedst kendt som Pacey i ’Dawson’s Creek’, indtager på fornemmeste vis rollen som den troværdige og sympatiske advokat, Mickey Joseph, der varetager Antrons sag i retten. Også Antrons far, formidabelt spillet af Michael K. Williams, er en kompleks karakter, der giver noget dybde til Antron og hans familieforhold.

Foruden de store navne i gæsteroller, er hovedfokusset på de fem unge mænd, og de formår da også at stjæle stort set alle scener, de medvirker i. Især den unge Asante Blackk portrætterer på én gang forfærdelsen af de kriminelle handlinger, han påstås at have udført, og uskylden som kun en 14-årig dreng kan besidde. Det er imponerende og bidrager til den forfærdelige uretfærdighed i første afsnits afhøringsscener.

Seriens billedside er udmærket, dog bliver der ingen chancer taget, hvilket kan virke en smule uinspirerede og kedeligt. I enkelte skud skaber DuVernay mærkværdige billeder ved at overfokusere på personer i forgrunden sammen med en opmærksomhedssøgende uskarp baggrund. Det er et stilistisk valg, som ikke rigtig skaber de originale bybilleder af Harlem, som DuVernay sikkert håbede.

Derudover besidder serien et eminent soundtrack med alt fra Frank Ocean til Jay-Z. Særlig er scenen op til retssagens start, der viser samfundets sammenhold og dets støtte til de unge drenge, som bliver akkompagneret af Michael Kiwanukas smukke, melodiske nummer, ’Love & Hate’. Her bliver hverken skruet ned for budskaber eller følelser, og det klæder faktisk serien rigtig godt.

Ava DuVernay er som altid fortræffelig, når hun portrætterer den raceadskillelse, der har været tydelig for hende, men måske utydelig for andre. Hun beviste sit værd med ’Selma’, men spiller virkelig med musklerne her. Selvom historien er forfærdelig, bør den fortælles, og DuVernay er den rette kvinde til dette. Denne anmelder vil anbefale alle at sætte ’When They See Us’ på, og opleve hvordan én unfair behandling påvirker og ændrer så mange familiers skæbner. Det er vigtigt, at vi behandler alle lige, for ingen mennesker har fortjent at blive dømt på forhånd – hverken på baggrund af deres udseende, overbevisning eller religion. Husk det!

Se ‘When They See Us‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.