Anmeldelse: ‘Wormwood’

Minidokumentarserien ‘Wormwood’ er en blandet landhandel med en spændende case, der desværre spændes ben for med en lidt for ivrig brug af dramatisering og collageeffekter.

 
Skrevet af Frederikke Goth.

Netflix’ minidokumentarserie ‘Wormwood’ (den danske titel er ‘Malurt’) tager fat på amerikanske Eric Olsons årelange undersøgelse af, hvad der egentlig skete med hans far og hvorfor. Farens liv endte brat i 1953, da han sprang/faldt/blev skubbet ud af et hotelvindue. Faren var videnskabsmand og arbejdede med hæren og CIA, og årevis efter farens voldsomme død, beklager CIA det påståede selvmord, der eftersigende er sket som resultat af CIA’s lyssky eksperimenter med LSD. Men Eric er overbevist om, at der er mere bag farens død og at det ikke var et selvmord – og således ruller dokumentaren, hvor Eric fortæller om den næsten livslange undersøgelse af, hvad der egentlig er foregået mellem CIA og hans far, og ikke mindst hvorfor. 
 

Der skal ikke herske tvivl om, at det er en yderst interessant case, som ‘Wormwood’ bearbejder – skumle forsøg, biologiske våben og likvideringer af folk der ved for meget … Det er både skræmmende, spændende og spekulativt. Ikke desto mindre, så drukner både seriens fokus og seerens interesse i den alt for langtrukne dokumentar. 

At dramatisere en dokumentar i så høj en grad som ‘Wormwood’ forsøger sig med er en kunst, der udføres på forbilledlig vis og med kunstnerisk snilde i eksempelvis Band of Brothers, men denne Netflix-satsning formår ikke at bruge den dominerende dramatisering til sin fordel. Det fungerer udmærket at bringe de pågældende karakterer til live for indlevelsens skyld, men vi befinder os unødvendig længe i en portrættering af spekulative scenarier af, hvad der egentlig skete i de skæbnesvangre dage i 1953. Det resulterer i en (formodet) uagtet følelse af at have brugt næsten lige så lang tid som Eric på at grave og vente på at få sandheden at vide om farens død. Seeren må tålmodigt begive sig gennem bunkevis af overflødige scener i håbet om at få et glimt af sandheden før eller siden. Når det så er sagt, så er dramatiseringen et flot tidsbillede og giver den rette skumle og paranoide stemning – scenerne skulle bare være benyttet med måde. 
 

Et bevidst greb er, at dokumentaren og jagten på sandheden deles op i en række fragtmenter. Erics mangeårige undersøgelse præsenteres i små bidder uden at følge en egentlig tidslinje eller lignende lineær rækkefølge. Opdelingen skal vist nok i sidste ende skabe et samlet billede af, hvad der faktisk er foregået på trods af de mange forskellige historier og udgaver af sandheden undervejs. Eric har nemlig i hele sit voksenliv haft en videnskabelig interesse for brugen af collager inden for det psykologiske felt, og det er så sandelig et koncept som folkene bag ‘Wormwood’ har taget til sig – ikke altid lige vellykket. At sætte det samme klip af Eric op en masse gange ved siden af hinanden for at understrege en sætning med ni Eric’er, der siger det samme, kan kun tilnærmelsesvis retfærdiggøres af collagetemaet, da det hverken er elegant udført eller fungerer efter hensigten med at give lidt mere power til pågældende sætning. 
 

Generelt er ‘Wormwood’ en flot, men til tider forvirrende minidokumentarserie, hvor jeg som seer mere end én gang taber tråden i forhold til, hvor i fortællingen vi befinder os (tidslinjen strækker sig fra 1953 frem til 2017). Jeg vil på ingen måde udelukke, at det skyldes, at jeg i ny og næ bliver noget uopmærksom – eksempelvis under disse unødvendigt lange og detaljerede dramatiseringer, der alligevel bare er baseret på spekulationer og teorier. Dog tror jeg også forvirringen kan skyldes, at begejstringen for collagetemaet hjemsøger miniserien. Det er mit indtryk, at Erics fortælling og undersøgelser netop er delt op, frem for at følge en mere lineær struktur, for at give denne fornemmelse af collagearbejde – hver enkel lille del virker ikke altid relevant i sig selv, men når man ser det samlede billede, så er der pludselig en mening med galskaben og man kan forsøge at finde hoved og hale i spindet af løgne. Det er jo som sådan en spændende idé, men den er desværre ikke helt vellykket i praksis, da det mest af alt bare er en smule forvirrende og fortællingen blev trukket ud til mere end, hvad godt er for budskabet. 
 
Apropos langtrukken, så kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor dokumentaren skal spredes ud over hele seks episoder á 40 minutter stykket. Den havde fungeret mindst lige så godt (og formodentlig langt bedre) med det halve. 
 
Alt i alt ender ‘Wormwood’ med tre stjerner: én stjerne for en stærk case med en stædig søn mod CIA, én stjerne for en visuel flot dramatisering og én stjerne til Eric, der har brugt sit eget liv på at forstå, hvorfor hans fars skulle ende så brat. 
 
Anmeldelsen er baseret på hele sæson 1.

Se ‘Wormwood‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.