Den første sæson af ‘The Crown’ var crème de la crème i serieåret 2016, hvor både anmeldere og seere var svært begejstrede. Selv i denne seriens guldalder, som vi befinder os i, har ‘The Crown’ skilt sig ud fra velproducerede konkurrenter ved at have en usædvanlig høj kvalitet i forhold til manuskript, skuespil og æstetik. Både de royale gemakker og britiske omgivelser tager vejret fra en med det ene smukke billede efter det andet, og kostumedesignerne har givet den hele armen med prangende outfits. ‘The Crown’ er og bliver en vanvittig smuk serie, der samtidig har meget på hjerte.
Richard Pryor, Eddie Murphy og Dave Chappelle… Alle tre har det tilfælles, at de. Hver, især, har haft en enorm betydning for blomstringen af det afroamerikanske stand-up miljø i henholdsvis 70’erne, 80’erne og 90’erne. Jeg har altid været enormt stor fan af Chappelle, ikke mindst fordi han er knap så ”militant” i sin stand-up og prøver at fortælle os om vores ligheder frem for forskelle; en ting, der måske er mere vigtig i dag end nogensinde før i en verden, der sjældent føles mere splittet.
Will Smith og Joel Edgertons fine samspil og hints af tidssvarende samfundssatire er blandt de bedste ting ved ‘Bright’, der ellers har nogle friske idéer med sit alternative fantasyunivers. Men typiske actionscener og en kedelig skurk hindrer filmen i at blive for alvor unik.
Instruktøren David Ayer er kendt for hårdkogte actionfilm tilsat rå vold og heftig brug af f-ordet. Før han instruerende egne film, skrev han den intense ‘Training Day’. Senere lavede Ayer på egen hånd det gode politidrama ‘End of Watch’ og sidste år kom han med den skuffende ‘Suicide Squad’, der gjorde ikke den store forskel for DC Comics-filmuniverset. Med den dyreste Netflix-satsning til dato med 90 millioner dollars i budgettet har Ayer nu lavet ‘Bright’ efter manuskript af Max Landis, der skrev den anderledes superheltefilm ‘Chronicle’ og han er søn af instruktøren John Landis (‘En amerikansk varulv i London’ og ‘Blues Brothers’).
‘Voyeur’ starter med at gribe én det første kvarter, men derefter bliver det klart, at dette ikke er en dokumentar så meget som et narcissistisk portræt af to meget ens personligheder.
Jeg elsker dokumentarer om aparte personligheder, og da jeg læste lidt om baggrunden for denne dokumentar, var jeg hooked næsten med det samme; en mand, der udspionerede sine motelgæsters seksuelle udfoldelser og en stjernejournalists forsøg på at afdække dette? Count me in!
Den flotte, tyske serie ‘Dark’ byder på meget mørke og mystik, men lider af mangel på ordentlig spænding. De spændende idéer drukner desværre i det sløve tempo og man mister ret hurtigt interessen for den gådefulde historie, der leger med mord og tidsrejser.
Flere lande udvikler indhold til Netflix og nu har Tyskland skabt deres bud på en Netflix-serie. Serien hedder ‘Dark, et dystert science fiction-drama skabt af makkerparret instruktør Baran bo Odar og forfatter Jantje Friese. Begge to har i deres interviews måtte sige at deres serie overhovedet ikke minder om ‘Stranger Things’. Men der er ting, der går igen i begge serier. Et barn der er forsvundet, mystiske kræfter der er på spil og et sted der muligvis holder nøglen til et mysterium. Alt sammen lyder som oplagte sammenligninger, men det er kun på overfladen. For der er andet på spil i ‘Dark’.
