Den danske film ‘Viften’ får premiere på Netflix
12/10/2023 | FlixfilmDet danske komediedrama ‘Viften’ om Danmarks kolonifortid i Dansk Vestindien i 1848 får snart premiere på streamingtjenesten Netflix.
Det sker blot lidt over seks måneder efter at filmen havde danmarkspremiere i biograferne.
‘Viften’ kan streames på Netflix fra den 23. oktober.
Artiklen fortsætter under annoncen
Dramafilmen er en menneskelig fortælling om magt og gensidig afhængighed, der med både dyb alvor og absurd-komik udfordrer danskernes historiske hukommelsestab.
Handlingen udspiller sig på Skt. Croix, De Dansk Vestindiske Øer i 1848. Anna Heegaard, datter af en plantageejer, og Petrine, en slave på plantagen, er tætte veninder, trods de betydelige sociale skel imellem dem. Anna er en fri kvinde og ejer den slavegjorte Petrine.
De to lever sammen med generalguvernør Peter von Scholten på hans landsted, hvor Anna styrer hjemmet, formuen og sin elskede og betroede husholderske, Petrine.
Alt synes idyllisk, indtil rygterne om et oprør begynder at cirkulere og sætter deres venskab og deres verdenssyn på prøve. Spørgsmålet melder sig: Hvilken side står Anna og Petrine egentlig på, og er den den samme?
Find en trailer til komediedramaet nederst i artiklen.
Artiklen fortsætter under annoncen
‘Viften’ har Anna Neye og Sara Fanta Traore i hovedrollerne som Anna og Petrine, mens Claus Riis Østergaard spiller Peter von Scholten.
På rollelisten ses endvidere flere danske kendte ansigter som Peter Gantzler, Jesper Groth, Caroline Henderson, Jesper Asholt, James Sampson, Søs Sif Thiele og Karen Mukupa.
I instruktørstolen finder man Frederikke Aspöck, der stod bag fængselfilmen ‘De frivillige’ med Anders Matthesen, mens manuskriptet er skrevet af Anna Neye (‘Normalerwize’).
Komediedramaet havde biografpremiere den 20. april 2023, og blev modtaget med middelmådige karakterer af de danske medier. Mest positiv var Weekendavisen, som kaldte ‘Viften’ “en kollektiv pragtpræstation: Smuk, selvsikker, fuld af menneskelige nuancer og absurd humor.”
Modsat stod Ekstra Bladet som kaldte filmen for “lille og sjov, men ligegyldig som politisk statement.”
‘Viften’ har premiere på Netflix Danmark den 23. oktober.